Mads og Sofie fra Tversted hyggede sig i Cirkus Arena
De helt store smil var fundet frem, da Cirkus Arena fredag var på visit i Frederikshavn. Teltet var slået op på græsarealet ved siden af Knivholt, og det fik en hel del børn og barnlige sjæle til at valfarte til årets forestilling i Nordens største cirkus.
Blandt de mange gæster i det næsten fyldte cirkustelt var søskendeparret Mads på otte og Sofie på seks. De to var kommet hele vejen fra Tversted for at komme i cirkus sammen med deres mor og far, moster Hanne og moster Helle.
Det er efterhånden ved at blive fast tradition, at de fem skal i cirkus. Men det er sådan, at sidste år fik man det ikke lige til at passe ind, og derfor var forventningerne og glæden over at skulle afsted endnu større i år.
Inden forestillingen havde de alle været ude at spise, og her blev moster Helle spurgt om, hvor mange procent hun havde glædet sig til oplevelsen i de seneste 14 dage. Svaret kom prompte, og der blev sagt 100 procent, men den toppede Mads straks, da han havde glædet sig en million procent.
Der blev købt popcorn, hilst på Pjerrot og shoppet løs af Cirkus Arenas souvenirs. Begge børn fik sig en af de der snurre-fiduser, der lyser godt op i mørket i teltet, mens de kulørte lys farer rundt.
Efter den flotte forestilling i teltet synes Sofie, at elefanterne var det bedste.
- Men det sjoveste var det med ballonen, forklarer hun og henviser til indslaget med den klassiske dyst mellem politi og røver.
- Det var rigtigt sjovt, og jeg blev slet ikke forskrækket, da det så ud som om de faldt ned.
Vejret viste sig desværre ikke fra den bedste side, og der var godt koldt i teltet og blæsende udenfor, men det påvirkede ikke nogen af børnene.
- Jeg frøs kun lidt til sidst, men i starten var det godt varmt, fortæller Sofie.
Mads synes, det hele var det bedste, og begge børn vil meget gerne i cirkus igen næste år. Det bliver der sikkert også god mulighed for, når Cirkus Arena igen er i byen for at vise deres fantastiske forestilling.









































