Magtens Korridorer: En myte om Frederikshavn
Forsanger Johan Olsen i Magtens Korridorer kunne efter en adrenalinfyldt koncert på Store Scene til Rock i Frederikshavn fortælle om sin performance samt det at være kunstner og tage på festivaler i provinsen.
Det er ikke første gang du og bandet optræder i Frederikshavn. Hvordan var stemningen i dag?
- Pligten kalder endnu engang, men nej, det var utrolig godt. Der er en virkelig god stemning her i byen, som er ret særlig. Eneste ulempe ved at komme herop og spille ved jer er, at der er så pokkers langt.
Hvad synes du om arrangementet, og hvad gør for dig en festival god?
- Som musiker kræver det nærmest bare en positiv indstilling hos medarbejderne. Det er meget vigtigt med en gennemgående begejstring og en tro på, at problemerne nok skal løse sig, for det gør de før eller siden. Som tilskuer er en god festival en, hvor man har frie tøjler og ikke er bundet af samtlige restriktioner. En festival fungerer som et frirum adskilt fra dagligdagen. Her skal man kunne tage hovedet under armen og lade den eneste grænse være dagen, hvor festivalen slutter.
Hvad synes du om jeres placering på programplanen i år?
- Aftenkoncerter adskiller sig meget fra dem om dagen. Om aftenen er stemningen en anden, og mens folk har fået mere at drikke er de i højere grad i festhumør. Om dagen, hvor vi har spillet i denne omgang, er tingene mere hyggelige og knapt så intense. Her skabes der en mere direkte kontakt til publikum. Vi kan se, hvad folk laver og kan derfor lettere leve os ind i dem.
Har du ellers en relation til Frederikshavn?
- Der vandrer en myte om Frederikshavn. Da vi tidligere skulle spille i byen, blev vi på forhånd advaret om, at vi var på vej mod slåskampenes hovedstad. Som københavnere i byen ville risikoen for at blive slået ned være stor. Vi tog dog i byen efter vores koncert, og vi blev glædeligt overraskede over de mange flinke mennesker. Folk i Frederikshavn er enormt søde.











































