MAN Diesel & Turbo ønsker endnu ikke at kommentere Kanal Frederikshavns oplysninger, men henviser til en pressemeddelelse, som er på vej fra firmaets hovedkontor i Tyskland.
Der skal igen bygges motorer i Frederikshavn. Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger har MAN Diesel & Turbo sikret sig en kæmpe millionordre til en stor kunde i Singapore. Der skal bygges 16 motorer, propeller og gear til den asiatiske køber, som kræver, at produktionen foregår i Frederikshavn, selv om motorproduktionen her officielt blev nedlagt for et par år siden.
Kunden i Singapore er ikke den første, som forlanger dette. For 11 måneder siden udtalte direktør Poul Knudsgaard, MAN Diesel & Turbo, til Kanal Frederikshavn:
"Det er rigtigt, at vi har udskudt afgangstidspunktet for en mindre gruppe medarbejdere for at kunne færdiggøre den planlagte produktion af motorer - herunder enkelte motorer solgt i år – hvor kravet har været ”vesteuropæisk produktion."
Poul Knudsgaard udtalte videre:
"Hvorvidt dette er en trend, og om kunderne virkelig er villige til at betale meromkostningerne ved motorer produceret i Frederikshavn, kan kun tiden vise".
Motorproduktionen i Frederikshavn fik dødsstødet i august 2009, men med den nye ordre fra Singapore skal der altså produceres motorer et stykke tid endnu i Frederikshavn - simpelthen fordi kunderne efterspørger produktet.
Direktør Poul Knudsgaard, MAN Diesel & Turbo, vil endnu ikke kommentere Kanal Frederikshavns oplysninger. Han henviser til en pressemeddelelse, som er på vej fra firmaets tyske hovedkontor i Augsburg.