MAN Diesel & Turbo vinder GST 2015 Award
Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.03.2015 | Af: Kanal Frederikshavn

MAN Diesel & Turbo vinder GST 2015 Award

Fra venstre ses Craig Eason, Informa/Lloyd’s List, Christian Ludwig og Thomas Leander, MAN Diesel & Turbo, samt Andreas Chrysostomou, Department of Merchant Shipping, Cypern.
MAN Diesel & Turbo i Frederikshavn har i denne uge vundet prisen "GST 2015" Green Ship Technology – for økonomibesparende og miljøvenlige skibsfremdrivningsløsninger.

 

Det skete med konceptet "Slow steaming optimization with de-rating and propeller upgrade". Et koncept, som optimerer rederiernes muligheder for at (slow steame) sejle langsommere og mere økonomisk med den eksisterende flåde, som oftest er udlagt og optimeret til højere skibshastigheder.

- Det er stort, og vi fik rigtig god feedback fra branchen på vores løsninger, siger Thomas Leander, Senior Manager Propulsion, MAN Diesel & Turbo i Frederikshavn.

Han vurderer, at prisen og den tilhørende opmærksomhed vil hjælpe til at skibsredere og skibsoperatører kan se, at man sagtens kan mindske miljøbelastningen fra skibsfarten og øge indtjeningen.

- Det er ofte sådan, at grønne tiltag på skibe først bliver interessante, når der er lovkrav om det, men vores løsninger er drevet af lavere driftsomkostninger og ikke lovkrav. Derved kan skibsredere og skibsoperatører øge deres indtjening og konkurrenceevne, fortæller Thomas Leander.

En de-rating/slow steaming pakkeløsning tager typisk udgangspunkt i en MAN B&W to-takts hovedmotor, den mest udbredte for oceangående fragtskibe, som de-rates og optimeres til et nyt driftspunkt ved et lavere omdrejningstal. En motor-omtiming og -optimering kan f.eks. omfatte nye turboladere og brændstofdyser, propelleren kan opgraderes til en ny med det effektive MAN Alpha Kappel-design med optimeret bladantal og dette kan kombineres med påbygning af en Mewis Duct på skibsskroget, som forbedrer tilstrømningen til propelleren.

En sådan løsning, som er udviklet i et samarbejde mellem MAN Diesel & Turbo i København og Frederikshavn, har vist tanktestresultater med besparelser på 17,5 procent ved en skibshastighed på 12,5 knob for en serie 150 000 DWT Suezmax tankere.

To skibe i denne serie har foretaget opgraderingen, og besparelsen er derved også verificeret i drift af skibene. En anden skibsserie har vist en besparelse på 15 procent efter opgraderingen. Dette resulterer selvsagt i store økonomiske besparelser for operatøren samt reduktion af udstødsgasudledningen af CO2 og kvælstofoxider til gavn for miljøet generelt. En attraktiv investering med kort tilbagebetalingstid.

Prisen for Green Ship Technology 2015 blev onsdag aften overdraget til MAN Diesel & Turbos danske PrimeServ-afdeling ved Thomas Leander og Christian Ludwig, Senior Manager 2-stroke Retrofit, København, ved en gallamiddag og ceremoni på Grilleriet i København.

"GST 2015 Award" Green Ship Technology er en pris, som uddeles på den årlige Green Ship Technology Conference. Prisen anerkender den mest innovative teknologi, der gavner havmiljøet og som er taget i brug i de seneste 12 måneder. Formålet er at anerkende den maritime industris fortsatte bestræbelser på at forbedre og opretholde havmiljøet og for at afbøde virkningerne af skibsfarten på den.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

FOTO: Presse

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close