"Marilyn Anne" begejstret for Tordenskioldsdage
Frederikshavn og særligt arrangementet Tordenskioldsdage betyder, at skonnerten "Marilyn Anne" har fået et særligt forhold til byen. For nylig var skipper Toke Aagaard og "Marilyn Anne" på endnu et besøg i Frederikshavn.
- Der er stor forskel på, hvordan de forskellige havne tager imod os, men det er altid en fornøjelse at komme til Frederikshavn, hvor vi oplever en stor gæstfrihed, siger Toke Aagaard.
"Marilyn Anne" tilbyder skoleelever i 9. og 10. klasse fra Struer, Holstebro og Herning Kommuner en alternativ undervisning. Der er plads til 12-14 elever ad gangen. De er på "Marilyn Anne" i et år.
De modtager undervisning som alle andre elever og går op i fuldt pensum, men de bruger også en stor del af tiden på at deltage aktivt i skibets drift.
"Marilyn Anne" har gjort det til en tradition at være i Frederikshavn i forbindelse med Tordenskioldsdage.
- Det er en totaloplevelse for eleverne. Der er gang i den, og det kan de godt lide. Vi kører altid projekt om Tordenskiold i undervisningen, så de kender historien, når de kommer til Frederikshavn, fortæller Toke Aagaard.
Læs mere her: www.marilyn-anne.dk





































