Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
02.07.2020 | Af: Kanal Frederikshavn

Maritim Student indgår samarbejde med sejlklub

Formand Morten Grønning Jensen, Frederikshavn Sejlklub, rektor Thomas Svane, Frederikshavn Gymnasium, og direktør Pia Ankerstjerne, MARTEC, i sejlklubbens nye Match28-båd.
Frederikshavn Sejlklub, MARTEC og Frederikshavn Gymnasium indgår samarbejde, så de kommende elever på uddannelsen Maritim Student kan få sejlads på skoleskemaet. Maritim Student-uddannelsen udbydes i et samarbejde mellem MARTEC og Frederikshavn Gymnasium og tilbydes som både HF og STX.

 

Tidligt onsdag morgen mødtes formand Morten Grønning Jensen og næstformand Christian Birk, begge Frederikshavn Sejlklub, rektor Thomas Svane, Frederikshavn Gymnasium, og direktør Pia Ankerstjerne, MARTEC, på Frederikshavn Marina og skrev en vigtig samarbejdsaftale under.

Maritim Student-uddannelsen tiltrækker unge mennesker fra hele landet til Frederikshavn, og til august starter 32 elever på uddannelsen. Mange af dem skal bo på MARTECs skolehjem på Kragholmen, hvor blandt andet nyindkøbte kajakker og SUP-boards, et nyindrettet billardrum samt et samarbejde med ungdomsskolen er med til at sikre et varieret tilbud af aktiviteter.

Med onsdagens aftale kan de mange nye elever på Maritim Student nu se frem til at have mere end dansk, matematik, værkstedsskole og navigation på skoleskemaet.

Mandag og onsdag morgen får eleverne således mulighed for at vælge mellem sportsaktiviteter og et studiejob. Med den nu underskrevne samarbejdsaftale kan nogle af de elever, der vælger sport, altså se frem til at kunne tilbringe de første skoletimer på havet i Frederikshavns Sejlklubs nyerhvervede Match28-både.

De unges tilknytning til sejlklubben, kammeratskabet på gymnasiet og sammenholdet på skolehjemmet er med til at sikre eleverne et solidt socialt netværk. For Thomas Svane, rektor på Frederikshavn Gymnasium, er netop stærke netværk nøglen til at fastholde de unge i Frederikshavn:

- Vi har udbudt Maritim Student i over 20 år, men med de nye tiltag er rammerne om uddannelsen blevet væsentligt forbedret. Vi håber, det kan være med til tiltrække flere unge til Frederikshavn og forhåbentlig også bidrage til, at flere får lyst til at fortsætte i videre uddannelse eller arbejde i byen.

Og målsætningen er ikke grebet ud af den blå luft. I år er 75 procent af de nye elever tilflyttere, og ydermere er næsten halvdelen piger. Der har altid været piger på uddannelsen, men andelen er i år steget markant. Thomas Svane er ikke i tvivl om, at det vil styrke miljøet i både klassen og på skolehjemmet.

De elever, der vælger at kombinere uddannelsen med et studiejob, vil hver mandag og onsdag morgen arbejde i maritime virksomheder i og omkring Frederikshavn. Dermed får de unge et unikt indblik i den maritime branche. Det Blå Nordjylland efterspøger unge, der har lyst til at bosætte sig og arbejde i landsdelen, og det er netop et af målene med Maritim Student.

- Mange af eleverne kommer med en spirende interesse for det maritime område, og vi forsøger med denne helt specielle Maritime Student uddannelse at få deres interesse til at vokse sig stærk og samtidigt inspirere dem til at vælge en maritim videregående uddannelse og karriere - gerne i Nordjylland. Uddannelsen giver både adgang direkte til job som ubefaren
MARTEC eller til hele det videregående uddannelsessystem. Vi er super glade for både samarbejdet med sejlklubben og de mange maritime virksomheder, der bakker op med studiejobs, siger direktør for MARTEC, Pia Ankerstjerne,

Efter inspektion af de to Match28-både var Pia Ankerstjerne, Thomas Svane, Morten Grønning Jensen og Christian Birk enige om, at det bliver spændende at følge de kommende elevers færden i sejlklubben:

- Vi har i sejlklubben store forventninger til udviklingen af samarbejdet fremadrettet. Vi er overbeviste om, at de studerendes aktivitet i vores regi kan bidrage til at skabe øget omtale og interesse for sejlsport i bredere kredse og herigennem understøtte sejlklubbens bestræbelser på at vende de senere års udvikling med stagnerede og nedadgående udvikling i medlemstallene, udtaler Morten Grønning Jensen og fortsætter:

- Udover at bidrage til at sikre de studerende et socialt netværk i byen under - og gerne også efter deres uddannelse - er det vores ambition, at vandsportsaktiviteterne og anvendelsen af faciliteterne i vores forening, vil være med til at skabe varige og gensidigt forpligtende forbindelser mellem unge studerende og Frederikshavn Sejlklub.

 

BillederTilføj billede


FOTO: MARTEC

FOTO: MARTEC

FOTO: MARTEC

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close