Gå til hoved-indhold
09. september 2011 - kl. 12.09

Markant flere deltagere i år i Stafet for Livet

  • 1 af 2
    FOTO: Privat
  • 2 af 2
    Stafet for Livet på Knivholt strækker sig over 24 timer fra lørdag til søndag.
Af: Kanal Frederikshavn

I regi af Kræftens Bekæmpelse afvikles "Stafet for Livet" i weekenden på Knivholt i Frederikshavn. Arrangørerne glæder sig over, at der er deltagere fra hele Nordjylland. Der er tilmeldt 21 hold og 292 deltagere. Det er markant flere end sidste år (214), og det smitter af på indtægterne, som allerede er oppe på godt 100.000 kroner.

Der er mange bevæggrunde til, at folk deltager. Katrine Hyldgaard Hansen fra Lendum deltager på et hold med mange unge:

- Jeg deltager i år i Stafet for Livet for anden gang, og de ømme fødder og et utal af vabler fra sidste år har på ingen måde skræmt mig væk fra at deltage igen i år. Jeg deltager for at støtte min venindes hold ”Run4Camilla”. Camilla er en af de mange fightere, og det er dejligt at være med til at sætte fokus på deres kamp for livet. Derudover er arrangementet utrolig hyggeligt både internt og på tværs af holdene.

Lis Hansen fra Aars deltager for første gang:

- Vi stiller op, fordi vi har en meget kær og ung kollega, som er ramt af kræft. Det berører os meget. Da vi jo ikke kan hjælpe hende til at blive rask, må vi i stedet for at sidde med hænderne i skødet give hende den opbakning, vi kan. Det bliver så på denne aktive og sociale måde. Vi har fået god støtte i form af sponsorat fra vores arbejdsgiver.

Dorthe Kann Hostrup fra Klokkerholm deltager for anden gang:

- Vi mindes dem, der tabte kampen mod kræften, og giver håb til dem, der kæmper. Det bliver nu andet år, at vi fra Brønderslev kommune deltager med holdet "Motion for krop og sjæl". Flere af holdets deltagere er selv kræftramte. Vi har lært hinanden at kende via "Motion for kræftramte" i Træningshuset ved Brønderslev Sygehus samt "Cafe for kræftramte" i Kulturhuset i Hjallerup. Vi deltager alle i stafetten for at få motion, nye venskaber og samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Der lægges vægt på, at stafetten er en social stafet frem for en decideret sportsstafet, og derfor kan alle – børn, unge og ældre – i god eller almindelig form – deltage. Der er både en gårute på 600 m, en løberute på 1,6 km og mulighed for at cykle på Body-Bike. Dertil kommer, at der er et omfattende underholdningsprogram for både store og små samt mulighed for at købe både mad og drikke.

Har man ikke lyst eller mulighed for at deltage alle 24 timer, kan man sagtens komme forbi og deltage en time eller to. Det koster 100 kr. at deltage og tilmelding sker på www.stafetforlivet.dk under Frederikshavn – eller i Informationen på selve dagen.

Mange sponsorer bakker op om stafetten på forskellig vis. Eksempelvis har en række kunstnere dekoreret 12 smukke køleskabs-magneter, som i øjeblikket sælges i imponerende stort antal i hele Nordjylland. Salget af magneter har allerede inden weekenden indbragt omkring 50.000 kr. Den forplejning, som sælges til stafetten, er også stort set sponseret, så omsætningen er en del af det beløb, som indsamles.

For at Stafet for Livet bliver en succes, er det helt afgørende, at der er opbakning både fra sponsorer, men også fra den kreds af frivillige, som får hele arrangementet til at hænge sammen. Og hvad betyder det så for dem, der investerer frivillig arbejdskraft i dette arrangement:

- At være frivillig til Stafet for Livet er så livgivende og dejligt på den måde, at vi alle arbejder hen mod samme mål, nemlig at samle rigtig mange penge ind til Kræftens Bekæmpelse. Livet er ikke en selvfølge, - på et tidspunkt, kan det blive en kamp mod sygdommen kræft. For at overleve denne sygdom kræves der styrke, kærlighed, et godt bagland, og forskning, og til forskning kræves der penge, siger Aase Lindbøgh Nielsen fra Skagen, som formand for styregruppen for Stafet for Livet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...