M.A.R.S. sikrer sig ordre fra norsk energi-gigant
Recyclingværftet M.A.R.S. i Frederikshavn har landet en epokegørende ordre fra den norske virksomhed Equinor, som har over 21.000 medarbejdere. M.A.R.S. forhandler også med en australsk virksomhed. Lige nu er der brug for 20-30 ekstra medarbejdere i Frederikshavn.
- Vi er meget stolte af, at vi har tiltrukket Equinor med et projekt, som kommer til sommer. Det er en blåstempling af vores processer. Equinor har nogle af verdens skrappeste sikkerhedskrav - både i forhold til personer og miljø. Det er første gang, at Equinor sender et projekt af denne karakter ud af Norge. Det er stor milestone for os, siger direktør Kim Thygesen, M.A.R.S. Europe i Frederikshavn.
Equinor er et energiselskab med over 21.000 medarbejdere, som hver dag forsyner omkring 170 millioner mennesker med energi.
Kim Thygesen ser kæmpestore perspektiver i samarbejdet med Equinor.
- Der ligger porteføljer derude ikke bare fra Nordsøen, hvor vi qua vores høje sikkerhed og miljøsanering kan tiltrække flere projekter, fordi vi er blandt de bedste i verden til det. Lige nu snakker vi med folk fra Australien, fordi vi gør det korrekt. Så ordet M.A.R.S. er også nået til Australien på grund af vores miljøsanering. oplyser direktøren.
De seneste måneder har M.A.R.S. haft travlt med to flydende produktionsplatforme fra Teekay Petrojarl Floating Production i England. Kanal Frederikshavn har netop været ombord på den platform, hvor M.A.R.S. er 80 procent færdige. Vi lægger især mærke til mange grønne markeringer. De indikerer, at M.A.R.S. har været igennem rør og tanke, og at systemerne er rene.
Kim Thygesen er stolt over den måde, som den amerikanske virksomhed håndterer miljøet på.
- Det er jeg, fordi vi har styr på processen, og vi er en af de eneste i verden, som gør alting i et lukket miljø. Vi har derfor styr på, hvad der kommer ud. Det bliver analyseret, pakket og separeret, forklarer Kim Thygesen.
I den forbindelse kommer han selv ind på problematikken med det såkaldte NORM-affald, der indeholder naturligt forekommende radioaktivt materiale. Glem alt om, at M.A.R.S. importerer NORM-affald og dumper det i Danmark.
- Det kan man ikke. Vi kan ikke overtage ejerskabet af disse fragmenter. Alt, hvad der har været på disse udenlandske projekter, er nu pakket i en container. Der ligger cirka fem tons fra den her platform i et sikkert område, og det bliver sendt tilbage til ejeren i oprindelseslandet. Det skal det ifølge lovgivningen. Så vi tilfører ikke Danmark nogen forurening. Til gengæld fjerner vi muligheden for, at det kan blive skåret i stykker andre steder i verden og blive sendt ud i miljøet. bemærker Kim Thygsen.
M.A.R.S. Europe har i dag 130 medarbejdere i Frederikshavn. Der er brug for 20-30 yderligere, men de er vanskelige at finde, erkender direktøren.





































