Gå til hoved-indhold
23. februar 2011 - kl. 11.02

Martec i Fr.havn mister en hel klasse pr. årgang

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Erhvervsminister Brian Mikkelsen afviser, at der bliver mangel på maskinmestre.
Af: Kanal Frederikshavn

Der skal spares og det går ud over maskinmesteruddannelsen i Frederikshavn (MARTEC), der ifølge TV2/Nord mister mange pladser, selv om der er mangel på uddannede maskinmestre.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (C) stod i går skoleret, mens han svarede på spørgsmål om maskinmesteruddannelsen.

- Der er ikke mangel på maskinmestre. Det er et fatamorgana fra oppositionens side, lød det kontante svar fra Brian Mikkelsen.

Det er de ikke enige i på MARTEC i Frederikshavn. Med regeringens bebudede spareplan står skolen til at miste en hel klasse pr. årgang allerede fra næste år.

- At det skal være mere givtigt at sende dem ud i arbejdsløshed og hvad ved jeg, det kan jeg simpelthen ikke se, siger direktør for Martec, Erik Møller.

Folketingsmedlem Bjarne Laustsen (A) kræver nu et klart svar fra ministeren.

- Det er et vækstområde, og det er et område, vi kan tjene penge på i fremtiden, og derfor går det hånd i hånd med, at vi skal ud af krisen. Vi skal uddanne os ud af det. Vi skal ikke spare os ud af det. Derfor vil der være behov for maskinmestre - mange flere end dem ministeren tror - i fremtiden, mener Bjarne Laustsen.

Erhvervsministeren er uenig.

- Der er ikke nogen som helst tegn på, at vi kommer til at mangle maskinmestre, fordi vi har aldrig uddannet så mange maskinmestre, som vi gør nu her. Der er også andre typer uddannelser, der dækker nogen af de samme behov, vurderer Brian Mikkelsen.

Bjarne Laustsen ryster på hovedet:

- Det er fordi, han ikke har lavet en ordentlig analyse af det. Hvis man spørger til Dansk Industri, maskinmesterforeningen og andre, så siger de, at der vil være projekter i fremtiden, hvor der skal bruges rigtig mange maskinmestre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...