Gå til hoved-indhold
20. september 2017 - kl. 09.09

Massakre af al efter-uddannelse i Vendsyssel

  • 1 af 5
    FOTO: Finn Jenne
  • 2 af 5
    FOTO: Finn Jenne
  • 3 af 5
    FOTO: Finn Jenne
  • 4 af 5
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 5 af 5
    Finn Jenne: - Regeringens finanslovsudspil betyder en massakre og på sigt en aflivning af al efteruddannelse i Vendsyssel.
Af: Finn Jenne

Formand Finn Jenne, 3F Frederikshavn, har skrevet dette indlæg: Igennem flere år har vi oplevet, at AMU-efteruddannelse er blevet ramt af den skarpeste sparekniv på uddannelsesområdet, og i dag er der flere AMU-centre i landet, som er lukningstruede på grund af den underfinansiering, som har stået på siden 2012.

Her i Vendsyssel står EUC Nord for en stor del af AMU-aktiviteterne, og de er ligeledes ramt af det famøse omprioriteringsbidrag, der drejer sig om en årlig besparelse på to procent fra 2016 til 2021. Det vil sige, at man i 2016 skulle spare to procent, i 2017 fire procent og så videre. I 2021 drejer det sig altså om en besparelse på 12 procent. Oveni dette kommer regeringens finanslov så med krav om yderligere reduceringer, der betyder, at besparelsen i 2018 ikke kun er på to procent, men nærmere fem procent.

Jeg skal ikke trætte læseren med flere tal, men skal blot konstatere, at regeringens finanslovsudspil betyder en massakre og på sigt en aflivning af al efteruddannelse i Vendsyssel.

Arbejdsmarkedet efterspørger kvalificeret arbejdskraft, og betingelserne for denne efterspørgsel er, at arbejdskraften har adgang til efteruddannelse - ja, uddannelse i det hele taget. Er det ikke tilfældet, kan vi i Vendsyssel godt forvente at virksomhederne enten flytter andre steder hen, eller importerer arbejdskraften med de nødvendige kvalifikationer. Er det virkelig det, vi vil i Vendsyssel?

Det er derfor 3F Frederikshavns klare opfattelse, at en langsigtet investeringsstrategi for AMU er nødvendig, hvis der også fortsat skal være et arbejdsmarkedsrettet efteruddannelsestilbud til ufaglærte og faglærte, som kan sikre lønmodtagerne fast fodfæste på arbejdsmarkedet og virksomhederne tilgang til kvalificeret arbejdskraft.

En sådan investeringsstrategi kræver som minimum:

1) En annullering af omprioriteringsbidraget fra 2018 og frem
2) En genopretning af AMU’s økonomi, det vil sige en takstjustering svarende til den af Undervisningsministeriet dokumenterede underfinanisiering
3) En tilførelse af 350 mio. kr. til AMU som kompensation for den systematiske underfinansiering af AMU i perioden 2012-2015
4) En revurdering af taxameterssytemet så det i højere grad tager højde for de strukturelle udfordringer, som AMU står overfor i arbejdet med at dække ufaglærtes og faglærtes behov for erhvervsrettede kvalifikationer og kompetencer, der er efterspurgte på arbejdsmarkedet.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...