Mike Andersen Duo er første navn på plakaten efter sommerferien hos Frank's i Sæby.
Det dansk danske soul- og bluesnavn, Mike Andersen, giver lørdag 21. august koncert på Restaurant Frank's på havnen i Sæby med Jens Kristian Dam på trommer. Dermed bliver det Mike Andersen, som åbner den nye livesæson på Frank's.
Mike Andersen - med rødder i Århus - har gennem de seneste 10 år udgivet anmelderroste albums og turneret over hele Europa med sit seks mands soul & blues band.
Med denne duo er det muligt i Sæby at opleve ham synge og spille blues og soul i meget intime omgivelser tæt på publikum og med den flotte lyd og udsigt.
- Jeg elsker mit fantastiske live-band, men har de seneste år følt et voksende behov for også at tage ud med et mere nedkogt og mere intimt set-up, fortæller Mike Andersen.
Med sig har han Mike Andersen Bands trommeslager, Jens Kristian Dam. Jens Kristian er også en fabelagtig pianist, og sammen har de i mange år delt og dyrket en fælles passion for Ray Charles. Det er blevet til utallige jamsessions i køkkener og dagligstuer. Det er denne intime oplevelse, de nu deler med publikum på Frank's i Sæby.
Mike synger og spiller guitar, og Jens Kristian spiller piano samtidig med at han spiller hihat/stortromme med fødderne!
Repertoiret har Ray Charles som udgangspunkt, men også numre af andre klassiske soul og blues navne er med samt Mike Andersens egne sange.
Mike Andersen Band turnerer stadig flittigt og udgav 17. maj sit længe ventede tredje album, "Echoes", som er rost til skyerne af anmelderne med blandt andet fem af seks stjerner i Politiken.