Mike Grey valgte nr. 23 på grund af Michael Jordan

På en solbeskinnet søndag formiddag sidder Mike Grey og undertegnede udenfor Scanel Hockey Arena. Vi skal her tage afsked med Mike Grey som ishockeyspiller og se tilbage på hans imponerende karriere, der har bragt 864 kampe med sig, på byens bedste ishockeyhold.

Det er en smilende Mike Grey der møder op og gør klar til at se tilbage på sin fantastiske karriere, der også har budt på 163 landskampe for Danmark.

Debutkampen:
”Jeg fik min debut i en udekamp mod Herlev. Jeg var 17 år og scorede i kampen. Jeg kan huske jeg spillede i kæde med Torben ”Fidi” Jensen. Det var kæmpe stort at få en kamp på 1. holdet. Derefter gik det jo slag i slag. Vi havde en rigtig god årgang 1975. Vi kom med til DM hvert eneste år og vandt medaljer hver gang. Det var spillere som Søren Pedersen, Bent Christensen og Andreas Borup. Spillere som jeg senere blev dansk mester med i år 2000. Så vi havde sat os som mål at komme op på 1. holdet, hvilket så lykkedes i 1993 for mig.”

Trøjenummer 23:
”I min debutkamp spillede min kædemakker Torben ”Fidi” Jensen med nummer 23, så jeg havde nummer 21 så vidt jeg husker. Da jeg fik mulighed for at vælge havde jeg NBA-stjernen Michael Jordan i tankerne. Han havde nummer 23, så det valgte jeg også. Det nummer man har, bliver jo sin identitet. Men jeg har aldrig spillet med nummer 23 i mine ungdomsår.”

Skader:
”Jeg har haft mange små skader i min karriere. Jeg har mistet tænder og flækket øjenbryn. I 1995 ødelagde jeg min menisk og jeg har også fået revet skulderen af led. En af de værste oplevelser var skaden i 2009. Jeg havde fået et trælår i en kamp mod Odense i grundspillets sidste kamp, men var dog klar til slutspilskampene mod Rødovre kort efter. I kamp nummer fire i Rødovre fik jeg et trælår på nøjagtig samme sted. Jeg bed smerten i mig da adrenalinen jo kørte. Vi vandt kampen og udlignede til 2-2 i serien og alle var glade. Da vi kom ned i omklædningsrummet hævede benet op. Det føltes som om det var ved at eksplodere. Jeg blev kørt på sygehuset og skulle blive der natten over. De skulle tjekke mit ben hvert kvarter hvor de skulle tage stilling til om jeg skulle skæres op. Der begyndte jeg ikke at tænke på hvor alvorligt det var, men nærmere at jeg så ikke kunne spille mere i denne sæson. Dagen efter var jeg hjemme igen, men spillede ikke kamp nummer fem. ”

Sæsonen 1998/1999:
”Vi var store favoritter til mesterskabet i denne sæson. Vi vandt pokalfinalen og kom i DM-finalen mod Rødovre. Det var meget skuffende at vi ikke vandt guldet i den sæson. Men man må også sige det er stærkt gået af Rødovre. De vandt to semifinalekampe i Esbjerg og to finaler i Frederikshavn. Vi havde et godt hold, hvilket vi havde tegningen til allerede to år tidligere. Det var Thomas Ullbors der startede det hele op. Han hentede Sergei Senins og Ilya Dubkov herop hvilket var krydret med nogle af vores egne spillere der havde spillet sammen helt fra ungdommen af.”

Guldet i år 2000:
”Det er uden tvivl det største højdepunkt i min karriere. Vi havde grundstammen af vores egne spillere, krydret med to danske topspillere i Torben Benjaminsen og Lars Mølgaard. Derudover havde vi Johan Westermark, Karel Smid, Sergei Senins og Ilya Dubkov som vores udenlandske spillere. Den femte og afgørende kamp var en af de vildeste kampe der er spillet i dansk ishockey. Vi var foran 5-1 og førte 5-2 efter første periode. Herning udlignede til 6-6 og i overtiden scorede Ilya så til 7-6. Jeg får helt gåsehud af at snakke om det.”

Lokalopgørene:
”Dem kommer jeg helt sikkert til at savne. Der er altid ekstra nerve i derby-opgør. Vi elsker jo at hade hinanden og alligevel kan vi ikke undvære hinanden. Selvom man ikke vil indrømme det, så er respekten for dem jo stor. Man viser det bare ikke. Spillere som jeg har spillet mange lokalopgør imod, Ronny Larsen, Bo Nordby, Frederik Åkesson og Mads Møller er jo nogle fine fyre. Jeg vil også komme til at savne kampene med den stemning der er fansene imellem. At Aalborgs fans råber efter mig kommer jeg også til at savne.”

Tilbud fra andre klubber:
”Jeg har fået et par tilbud, men har aldrig været fristet af det. Den første fik jeg fra Odense. Jeg husker det tydeligt. Det var d. 29 marts år 2000. Dagen inden vi skulle spille den afgørende finale mod Herning. Det var et mærkeligt tidspunkt at ringe på, hvilket jeg også fik sagt til den pågældende. Jeg bad ham om at ringe når vi havde vundet guldet, men hørte aldrig fra ham igen. Jeg blev også ringet op af Heinz Ehlers på et tidspunkt da han var træner i Aalborg. Jeg var selvfølgelig stolt over at de lagde mærke til en, men jeg sagde pænt nej tak, da jeg ikke mente det var det rette at gøre.”

Modstanderholdenes fans:
”Jeg har det fint med presset fra modstanderens fans. Jeg kan godt tåle det og kan godt lide det modspil der er. Hvis jeg er ham de skal genere, må de gerne gøre det. Så slipper mine holdkammerater jo for at blive svinet til. Jeg har respekt for de andre holds fans, og de elsker jo deres klub ligeså højt som jeg elsker min klub. Det vigtigste for mig er, at min familie og venner kan lide mig som den person jeg er. Det er jo klart at når vi ishockeyspillere spænder hjelmen på, så bliver vi en anden personlighed end vi er privat.”

800 kamps jubilæum:
”Det var en rigtig stor dag. Der var gjort rigtig meget ud af det med gratis adgang til publikum. Selve kampen betød ikke så meget for os, som den gjorde for Esbjerg. Nu får jeg helt kuldegysninger igen nu når vi kommer til at snakke om det. Jeg glemmer aldrig den dag. Alle gaverne og bilen der kom ind på isen til mig. Der var besøg fra DIU ved Henrik Bach der havde en gave med. Det viser også, at de syntes det var noget stort, at en spiller havde 800 kamps jubilæum, for det er jo ikke hver dag unionen stiller op med gaver. Der var også masser af tilskuere den dag til at fejre mig.”

Straffeslagsmålet mod SønderjyskE:
”Det var jo sindssygt. Da vi gik ind til overtiden vidste vi at Aalborg havde vundet i Esbjerg. Derfor skulle vi bare vinde kampen så var vi med i slutspillet. Det var specielt at score et mål, der afgjorde at vi kom med i slutspillet. Jeg scorede sgu. Det er et øjeblik jeg aldrig glemmer. ”

Landsholdet:
”Jeg er utrolig stolt af, at jeg har fået lov at repræsentere Danmark. Der har været rigtig mange oplevelser og højdepunkter med landsholdet. I mit første B-VM i Slovenien var vi fire FIK-spillere med. Anders Thomsen, Bent Christensen, Jesper Pedersen og mig selv. Det var en fed turnering. I 1999 vandt vi B-Gruppen på hjemmebane men pga. en åndssvag regel kunne vi ikke rykke op, idet Tyskland var sikker på oprykning da de skulle afholde A-VM året efter. Jeg glemmer heller aldrig da vi i 2002 rykkede op i A-Gruppen nede i Ungarn. Der holdt vi fest bagefter skal jeg hilse at sige. Det største er uden tvivl det første A-VM i Finland. Vi slog USA og spillede 2-2 mod Canada. Året efter klarede en japaner tingene for os, ved at lave selvmål i Ostrava. Jeg glemmer heller aldrig i Østrig hvor vi kom i nedrykningsspillet. Vi førte 3-0 mod Slovenien og tabte 4-3. Alle odds var imod os, og så slog vi både Østrig og Tyskland. I den afgørende kamp mod tyskerne scorede jeg til 2-2 efter en assist fra Schioldan og Kasper Degn gjorde det til 3-2. Der skabte vi os, da vi overlevede.”

White Hawks fans:
”Jeg kommer til at savne suset når man spiller kamp. Jeg har stor respekt for de fans der møder op til hver eneste hjemmekamp og bakker os op. De fans er jo ligeså stor fan af ishockey og White Hawks som jeg er. Vi elsker sporten på samme måde, så det mindste er at give respekt igen og takke dem for støtten efter kampen.”

Det var ordene og et tilbageblik i Mike Greys karriere som ishockeyspiller. En stor spiller og personlighed i dansk ishockey har stoppet sin karriere, men vi glæder os naturligvis til at følge Mike i boksen som assistenttræner i den kommende sæson.

Der skal lyde en stor tak til Mike for at stille op til interviewet, og en endnu større tak for 864 fantastiske kampe i den hvide trøje. Der er kun én 23!