Mike Kaljo er klar til endnu en sæson i FfI
FfI sikrede sig i går oprykning til Danmarksserien. Men frederikshavnerne er endnu ikke begyndt at spekulere på den forestående sæson. En af holdets mest markante spillere i foråret, Mike Kaljo, forventer dog at blive i klubben.
- Lige i øjeblikket ser vi ikke så meget på, hvordan det ser ud efter sommerferien. Samtidig ved vi heller ikke med sikkerhed, hvilke hold der vil være at finde i Danmarksserien endnu. Dette ved vi først efter sommerferien, siger holdets træner, Jan Wrensted, til kanalfrederikshavn.dk.
Han har svært ved at svare på, om truppen på nuværende tidspunkt er stærk nok til at kunne klare sig i Danmarksserien.
- Det får vi at se efter sommerferien. Men vores trup er god, hvilket vi beviste i tirsdags, da vi slog Danmarksserieholdet fra Aalborg Freja, understreger Jan Wrensted.
Selv om ambitionerne er til stede hos frederikshavnerne, er det stadig udviklingen, som er i højsædet.
- Det er en helt ny turnering efter sommerferien. Og det vigtigste for os er stadigvæk hele tiden at udvikle holdet, klubben, spillerne og ikke mindst træningsmiljøet. For så tror jeg på, at det på den lange bane giver rigtig stor bonus, siger Jan Wrensted.
Om frederikshavnerne skal ud og hente nye spillere vides endnu ikke. Dog kan man forvente, at holdets helt store kreatør, Mike Kaljo, bliver i klubben.
- Indtil videre bliver jeg i Frederikshavn og forsøger at spille dem videre op i rækkerne, siger den teknisk stærke spiller.
- Jeg har været i Hjørring tidligere og prøve mig af. Men nu er jeg tilbage i Frederikshavn, og det har været fedt at være med til at spille dem op i Danmarksserien.
Kantspilleren afviser dog ikke et skifte, hvis tilbuddet er godt nok.
- Nu må vi se, hvad fremtiden bringer. Men jeg regner med at blive i Frederikshavn. Tilbuddet skal være rigtigt godt, hvis jeg skal forlade Frederikshavn, udtaler Mike Kaljo.









































