Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
31.01.2012 | Af: André Hansen

Min 12-årige niece kan skaffe stoffer, hvis hun vil

Camilla Poulsen: - Der er unge på alle folkeskoler og på gymnasiet, som tager stoffer.

Camilla Poulsen fortalte i går om sin dunkle fortid som stofmisbruger, der var opstået bl.a. gennem tabet af sin far som 11-årig og nogle hårde konflikter mellem de øvrige familiemedlemmer. Her fortæller hun om de udfordringer, som hun mener, Frederikshavn står overfor i relation til narkoindustrien - og det er ikke så lidt. Hun uddeler øretæver til både praktiserende læger og politi.

 

Mange behandlinger, psykolog-samtaler og ophold har været forudsætningen for det punkt, Camilla nu er nået til i sit liv. Det ses tydeligt, at de mange hjælpemetoder har en effekt, men hvis man spørger Camilla, er dette langt fra den faktor, der afgør, hvorvidt man kommer ud af et misbrug.

Hvad har behandlingscentrene betydet for dig?

- Behandlingscentrene hjælper, men ikke hvis man stadig har gamle kontakter. Jeg har fjernet alt kontakt og skiftet sim-kort. Der er ingen fra den verden, der vil bakke dig op i at stoppe misbruget, eftersom de selv ville føle, at de gør noget forkert. Det er mentalt hårdt, og mit selvværd har været meget lavt efterfølgende. Der er ingenting, når du kommer ud af det. Du har ingen venner, og du keder dig hele tiden. Man mister hele sit selvværd. Lotte (Nyholm, red.) fra Det Mobile Ungeteam har hjulpet mig rigtig meget, fordi de kommer hjem til en. Det er det eneste, der for alvor virker.

Er det for nemt at skaffe stoffer? Og hvordan foregår det helt konkret?

- Ja for pokker! Det er helt vildt nemt. Man ringer bare, og så kommer de med dem. Det handler om at kende folk, og det er slet ikke svært. Man kan også se, hvem det er, der har stofferne på sig. Man kan tro, at man bare har fordomme, men det har man ikke. Vi bliver jo heller ikke tjekket af politiet, da de kun tjekker fyrene. Det er pigerne, der går med stofferne. Og damppiller skaffer man hos lægen. De udskriver store mængder medicin, som de ikke burde. Dem man tror, der har stoffer, har stoffer. Min niece på 12 år kunne skaffe stoffer, hvis hun ville. De sælger til alle. Der er unge på alle folkeskoler og på gymnasiet, som tager stoffer.

Hvor sikker er du på det?

- Jeg er helt sikker. Jeg kender så mange af de mennesker, og det sker dagligt. Jeg kender flere, inklusiv mig selv, som kunne gå ned i byen når som helst og skaffe stoffer på under 15 minutter. Det foregår overalt i byen og uden for byen. Vi var til technofest i Tolne, i byen i Frederikshavn og til privatfester. Men det er i alle de små byer i hele Nordjylland. Flere byer, hvor man ikke skulle tro det, har de med garanti stoffer i.

Har du fortrudt dit stofmisbrug?

- Jeg har ikke fortrudt alle de oplevelser, jeg har fået med mig. Men jeg har fortrudt mit møde med mange af de mennesker, jeg har mødt og indledt forhold med. Jeg har fortrudt, hvor meget det har ødelagt min familie. Jeg synes stoffer skal væk, og jeg synes, det er sindssygt. Jeg vil ikke have de mennesker ind i mit liv. Nu skal jeg lære mig selv at kende. Mens jeg har været i et misbrug, har jeg mistet mange teenageår, som jeg først skal til at hente nu. Det er en lang proces. Min drøm er uden tvivl at få børn og opbygge en kernefamilie.

Hvad skal der ske for, at den her situation ændrer sig?

- Der skal rigtig meget fokus på problemet, for det er kæmpe stort. Det flyder med stoffer i Frederikshavn, men i lige så høj grad i resten af Nordjylland. Man skal ud og snakke med de unge på skolerne, og det er ikke nok, at det er en professionel. Det er vigtigt at få nogen ud, som har prøvet det. Det giver det eneste rigtige billede af det. Og så længe politiet kun tjekker fyrene, så vil det fortsat være enormt let at have stoffer med i byen. Alle gør det.

Camilla Poulsen er fortsat i gang med sin uddannelse som pædagog på SOSU Nord og føler sig endelig på rette spor. Det er dog de færreste, der når til det punkt, som tingene er nu, mener Camilla.


 


BillederTilføj billede


FOTO: André Hansen

VideoerTilføj video

Kommentarer

Informationer til denne nyhed

Læst: 1188 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 4.5 af 5 fra 10 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
16-02 - Politiet er magtesløse: - Vi kan ik...
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close