Minister: En rigtig flot skole med en klar ledelse
Undervisningsminister Tina Nedergaard og borgmester Lars Møller havde stort udbytte af besøget på Sæbygaardskolen.
Undervisningsminister Tina Nedergaard og borgmester Lars Møller var i denne uge en tur på besøg på Sæbygaardskolen. Anledningen var, at ministerens datter Inge gerne ville besøge sine tidligere klassekammerater i 1.B. Efter at Inge var blevet fulgt til klassen, beså Tina og Lars skolens nye indskolingsfaciliteter.
Nybyggeriet er skabt med henblik på at understøtte holdundervisning og elever i flere grupper. Klasseværelserne er lyse og transparente. Især bemærkede gæsterne god akustik og et godt indeklima. Bygningens indretning virker trivselsfremmende.
Herefter kom Tina og Lars på skolebænken. Temaet var: Hvordan beholder vi flest elever i almindelige klasser?
Skolens ledelse gennemgik Sæbygaardskolens mange forskellige tiltag for dels: 1. At bevare eleverne i klasserne 2. At bevare kontakten til almindelige klasser, når eleven placeres i specialklasser 3. At fremme en tilbagevenden til almindelige klasser.
Indsatser for dette kaldes inklusion: Elever med begrænsede evner skal være så tæt på det almindelige som muligt. Det øger elevens muligheder for at få et godt liv.
Ledelsen på Sæbygaardskolen udtaler: "Inklusion er først og fremmest et spørgsmål om, at alle voksne omkring barnet tænker inkluderende og kan se værdien af at have eleven i en almindelig klasse". Forudsætningerne er: Efteruddannelse, at bevare fleksible muligheder for mindre fællesskaber, forståelse for værdien i et godt forældresamarbejde og gode faciliteter.
- Det var godt at opleve en skole, hvor man lægger særlig vægt på inklusion som mål, og hvor man samtidig netop giver den specialundervisning, som er nødvendig. Man har på skolen en god pointe i, at man ikke nødvendigvis hele tiden skal ændre børnene, men også voksne - det er en anderledes tænkning, som vi har brug for. Det var dejligt at besøge en rigtig flot skole med en klar ledelse, og så var jeg i øvrigt særligt glad for at være tilbage på min datters gamle skole sammen med hende, sagde Tina Nedergaard.