Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
30.04.2015 | Af: Kanal Frederikshavn

Møbelland bliver til kæmpe CrossFit-center

Brian Høj er vendt hjem til Frederikshavn efter to år som fysisk træner i Halden HK i Norge.
Inden sommerferien åbner CrossFit Frederikshavn. Det bliver Vendsyssels første certificerede center af sin slags. Frederikshavneren Brian Høj står bag centret, som er større end en håndboldbane.

 

CrossFit Frederikshavn flytter ind på Knivholtvej 1A, hvor det 1200 kvadratmeter store lokale - med syv meter til loftet - har stået tomt i mange år, efter at Møbelland (Smag & Behag) lukkede. Nu bliver sofaer, senge og stole skiftet ud med frie vægte, kettlebells, ringe, stativer til kropshævninger, medicinbolde, traktordæk med mere.

CrossFit er et styrke- og konditionsprogram bygget op omkring konstant varierende funktionelle bevægelser, der udføres ved høj intensitet. CrossFit Frederikshavns mål er at skabe den fuldkomne atlet, det vil sige blive stærk på alle fronter ved at opnå en kombination mellem gymnasten, vægtløfteren og løberen.

- I CrossFit benyttes der ikke maskiner til træningen. Der arbejdes udelukkende med frie objekter og egen kropsvægt, hvilket gør CrossFit til en yderst funktionel træningsform, forklarer Brian Høj.

Han har de seneste par år arbejdet som fysisk træner og assistenttræner i håndboldklubben Halden HK. Her lykkedes det at rykke op i Norges bedste række, hvor holdet netop har sikret sig endnu en sæson. Nu vender han dog hjem til Frederikshavn, hvor han blandt andet har en fortid på divisionsholdet i FfI Håndbold. Det er vist ingen overdrivelse at konstatere, at Brian Høj er bidt af CrossFit.

- Det er den største sportsbevægelse i verden, fordi ALLE kan være med. Lige fra børn til pensionister og fra motionister til topatleter, fortæller Brian Høj, som har en målsætning om, at CrossFit Frederikshavn kendetegnes ved, at alle hilser på hinanden, at man først er færdig, når sidste mand er igennem øvelsen, og at teknik prioriteres højere end belastning.

Ud over Brian Høj vil medlemmerne møde Karsten Hegaard Møller og Pauli Larsen som instruktører i CrossFit Frederikshavn. De er i gang med at blive CrossFit Level 1-certificeret. Brian Høj har - som en af få i Danmark - Level 1- og Level 2-certificering. Han har desuden taget et kursus i Kettlebell og har en kandidat i Idræt.

- Det er dyrt at komme på de rigtige kurser og blive godkendt, men jeg ved, at det er pengene værd. Medlemmerne kan i hvert fald glæde sig til, at der i CrossFit Frederikshavn altid vi være personlig opfølgning og vejledning af en CrossFit-certificeret coach og holdstørrelser på maksimum 14 personer, oplyser Brian Høj.

I CrossFit kan nybegynderen og elitegymnasten træne side om side på samme hold. De varierer blot belastning og valg af øvelser efter det fysiske niveau. CrossFit er ikke et specialiseret træningsprogram, men et bevidst forsøg på at optimere fysisk kompetence på alle fronter. Derfor er hver eneste træningssession forskellige fra hinanden.

Det betyder også, at træningen i sommerhalvåret kan blive flyttet udenfor. Med placeringen på Knivholtvej er der ikke langt til Knivholt-skoven, hvilket medlemmerne helt sikkert kommer til at mærke.

- CrossFit Frederikshavn håber på at kunne tiltrække mange forskellige typer af medlemmer, da det vil skabe et super fedt træningsmiljø og sammenhold, som prioriteres høj, fortæller Brian Høj.

Han har en ambition om, at sportsklubber fra hele Vendsyssel vil benytte sig af mulighederne i CrossFit Frederikshavn. Der er allerede lavet en aftale med FfI Håndbold, hvad angår klubbens 2. divisionsherrer og tre ungdomsårgange.

Video om CrossFit:


 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

FOTO: Kanal Frederikshavn

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close