Per Nepper var forreste mand i køen, og det sikrede ham otte siddepladser til Pink Floyds show i Parken. Det bliver Per Neppers første besøg i Parken.
OPDATERET KL. 12.30: Mandag morgen var der lang kø foran FONA i gågaden i Frederikshavn. Omkring 20 Pink Floyd-fans ventede i spænding foran butikken - naturligvis i håbet om at købe billetter til pionérbandets koncert 7. maj næste år i Parken.
51-årige Per Nepper var forreste mand i køen. Han ankom allerede søndag middag. Belønningen var otte siddepladser til 995 kr. pr. stk. Nr. to i køen, der kom blot en time senere end Per Nepper, fik ingen siddepladser. De var udsolgt!
- Jeg oplevede Pink Floyd for 17 år siden på Nye Ullevi i Göteborg. Siden da har jeg været tosset med deres musik, og jeg glæder mig til igen at opleve den rene lyd og det fantastiske lysshow, siger Per Nepper.
Han tilbragte natten i en stol foran FONA. Decideret søvn blev det ikke til. Han nøjedes med at blunde lidt. Det er anden gang, at Per Nepper, som arbejder i Fjernvarmeforsyningen A/S i Frederikshavn, tilbringer natten foran en butik i gågaden.
- For mange år siden købte jeg et B&O-fjernsyn til 25 kroner i Havnegade. Dengang var det frostvejr, husker Per Nepper.
Det er første gang i over 20 år, at Pink Floyd opfører The Wall, og samtidig er det 30-års jubilæum for albummet, som bl.a. indeholder Pink Floyd-klassikerne "Comfortably Numb", "Another Brick in the Wall Pt. 2" og "Mother".
Pink Floyd spiller i Parken 7. maj og i Herning 13. juni. Billetterne til koncerten i Herning sælges først fra i morgen.
Bandet bag Roger Waters på verdensturneen består af: Dave Kilminster (Guitar), Snowy White (Guitar), G. E. Smith (Guitar), Jon Carin (Keyboards), Harry Waters (Keyboards), Graham Broad (Trommer), Robbie Wyckoff, Jon Joyce (Kor), Michael Lennon (Kor), Mark Lennon (Kor), Kipp Lennon (Kor).