Gå til hoved-indhold
27. februar 2010 - kl. 04.02

Morten Olsen udtager eks-FfI'er til A-landsholdet

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Sådan så Peter Nymann Mikkelsen (i midten) ud, da han i 2001 blev kåret til Årets Spiller i FfI. Han kom til Frederikshavn fra Lillerød som drengespiller.
Af: Kanal Frederikshavn

Den tidligere FfI-fodboldspiller Peter Nymann Mikkelsen blev i går udtaget til A-landsholdet, som onsdag møder Østrig. Den 28-årige midtbanespiller, hvis forældre bor på Rømøvej i Frederikshavn, har aldrig tidligere været på A-landsholdet.

Landstræner Morten Olsen udtog den sidste mand i går, og for Peter Nymann var det et chok, at valget faldt på ham.

- Det havde jeg bestemt ikke regnet med. Det er en positiv overraskelse, og det bliver da en stor oplevelse, lyder det fra den hurtige kantspiller, som spiller i Esbjerg. 

Peter Nymann flyttede til Frederikshavn fra Lillerød, fordi hans far arbejdede i Søværnet, hvor han indtil 1. september var chef for Sergent- og Grundskolen. Peter Nymann var drengespiller, da han begyndte i FfI, hvor han gik under navnet Peter Mikkelsen.

Han blev i perioden fra 2001-2002 noteret for 54 førsteholdkampe i den sort- og rødstribede FfI-trøje. Han scorede fem mål, bl.a. i sin debut i 2. division hjemme mod Holbæk. I 2001 blev han kåret til Årets Spiller i FfI.

I et kampprogram i august 2002, hvor Peter Mikkelsen spillede en af sine sidste kampe i FfI, skrev daværende programredaktør Henrik Andersen bl.a. følgende om den nybagte landsholdsspiller:

"Som så mange andre i Frederikshavn har Peter Mikkelsen også prøvet kræfter med floorball, men heldigvis valgte han at satse på fodbolden..."

"Peter Mikkelsen har et godt blik for spillet samt stor teknisk forståelse, og dertil kommer, at han er utrolig hurtig. Udenfor banen er Peter Mikkelsen en rolig og behagelig fyr, som er vellidt af alle.

I FfI er vi naturligvis glade for, at Peter Mikkelsen er slået igennem på førsteholdet, og vi håber, at han i nærmeste fremtid finder en læreplads i Frederikshavn, da han helt sikkert vil kunne være en vigtig brik i fremtidens FfI-hold."

Ak ja, FfI frister i dag en tilværelse i Jyllandsserien, mens Peter Nymann - via B93, SønderjyskE og OB - nu er havnet i Esbjerg og på A-landsholdet.

Der er ingen tvivl om, at Peters forældre, Kirsten og Lars Nymann Mikkelsen, onsdag aften følger ekstra godt med i landskampen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...