Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.04.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

NaturligVIS: Se Rådhusparken springe ud

Den nye parkeringsplads på Parallelvej ved Det Musiske Hus.
Park & Vej i Frederikshavn Kommune plantede i efteråret tusindvis af forårsløg og træer i de små bakker ved den nye parkeringsplads ved Det Musiske Hus. Dette er blot første skridt i det nye projekt "NaturligVIS".

 

I efteråret 2018 etablerede Frederikshavn Kommune en ny parkeringsplads i Rådhusparken. Den skulle erstatte den gamle ved Parallelvej og fjerne barrieren mellem parken og midtbyen.

Der gik ikke lang tid, før medarbejderne fra Park & Vej rykkede ind for at skabe et hyggeligt og grønt miljø omkring den nye parkeringsplads. Her anlagde de en sti, såede enggræs og plantede nye træer og forårsløg.

- Tanken er, at dele af Rådhusparken skal stå vildt som en eng og kun slås en enkelt gang om året, forklarer Anne Mette Finnerup, afdelingsleder i Park & Vej.

Dette er første led i den nye driftsform, som Park & Vej vil udfolde flere steder i kommunen. Park & Vej arbejder med en ny driftsform, hvor de afprøver nye metoder og eksperimenterer med forskellige blomster- og græsblandinger. Det hele skal være med til at fremme en naturlig variation i naturen i byerne. De kalder projektet "NaturligVIS".

- I Frederikshavn Kommune vil vi gøre en ekstra indsats for at styrke variationen i naturen. Derfor vil du opleve at udvalgte parker, grønne områder og rabatter gradvist skifter udseende og får nyt indhold, fortæller Anne Mette Finnerup.

Det betyder, at borgere vil opleve flere blomster og mere græs i parker og rabatter. Du vil også opleve, at de nogle steder lader græsset gro, kvasbunker liggende og udgåede træer stå. Tilsammen giver det flere leve-, yngle- og skjulesteder for planter og dyr.

I marts kunne mange opleve en rendegraver afhøvle græsset i rabatter og helleanlæg. Nu vil udvalgte rabatter snart blive tilsået med engelsk græs og forskellige græs- og blomsterblandinger.

Midterrabatterne i Gærum og på Aalborgvej får sået engelsk græs, som passer godt ind i by landskabet, da vejrabattens grus, vindsuset fra trafikken og vinterens vejsalt giver levevilkår, som minder meget om en strandeng. Også rabatterne langs Suderbovej/Knivholtvej og strækninger på Sæbybanestien får sået græs- og blomsterblandinger.

I Skagen bliver et udtjent vejbed erstattet med et blomstrende staudebed, som kan klare vækstbetingelserne på stedet.

- Vi håber, at NaturligVIS kan skabe en mere alsidig natur og give flere naturoplevelser i eller tæt på byerne. Det bliver forhåbentlig ligesom en snebold, hvor vi først forsøger os med nogle enkelte områder og derefter lader forsøget rulle til andre grønne arealer, udtaler Anne Mette Finnerup.

Park & Vej forsikrer, at det er ikke et spørgsmål om at spare på græsslåningen, men derimod at investere i biodiversiteten og give borgerne i byen en helt ny oplevelse af naturen.

Projektet er godkendt af Teknisk Udvalg og Grønt Råd. Frederikshavn Kommune har allerede indgået et samarbejde med Knivholt Bilaug og byder andre interesserede parter velkommen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Park & Vej

FOTO: Park & Vej

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close