Gå til hoved-indhold
02. november 2011 - kl. 14.11

Netaviser til kamp mod ulige konkurrencevilkår

  • 1 af 2
    FOTO: Kenneth Rödin
  • 2 af 2
    Kanal Frederikshavn ligger i FME, Frederikshavn Maritime Erhvervspark.
Af: Kanal Frederikshavn

Kanal Frederikshavn deltager i dag og i morgen i et møde på Fyn, hvor en række netaviser fra forskellige byer samles for at overbevise politikerne om, at vi fremover skal have del i de over seks milliarder kroner, der hvert år uddeles i mediestøtte i Danmark. 

Dyremose-udvalget – med den tidligere konservative finansminister og TDC-direktør Henning Dyremose som formand – offentliggjorde forleden sin rapport om fremtidens statslige mediestøtte.

Udvalget foreslår, at den såkaldte distributionsstøtte på 350 millioner kroner om året omlægges, så støtten gives uafhængigt af, om journalistikken udgives på tryk eller på skærm. Det er her, at netaviser som Kanal Frederikshavn kommer ind i billedet.

Alt i alt gives der nu over seks milliarder kroner årligt i mediestøtte. Det meste af den (for eksempel støtten til DR og TV 2 Regionerne) berøres ikke af udvalgets forslag. Heller ikke momsfritagelsen for dagblade berøres – den udgør over en milliard kroner årligt.

Formålet med den offentlige mediestøtte i Danmark er at understøtte mediernes demokratiske, kritiske og uafhængige funktion under hensyntagen til ytrings- og informationsfriheden. Mediestøtten er demokratistøtte, og den har bred politisk tilslutning.

Vi vil selvfølgelig kæmpe for at få del i den kommende støtte til digitale medier, og det gør vi bl.a. på et fælles møde i dagene 2.-3. november på Fyn. Her samles flere mindre danske netmedier, som alle er styret af journalister.

Dyremoseudvalget skriver bl.a.: "Beboere i tyndt befolkede områder har et legitimt krav på lokal mediedækning og på medier, der på demokratisk vis kan understøtte den lokale demokratiske debat".

Så langt, så fint, men problemet for de små netmedier er, at Dyremoseudvalget sætter overliggeren højt. Udvalget anbefaler nemlig, at der skal være en redaktionel lønsum på mindst 2,5 mio. kr. for at komme i betragtning til støtte. Med andre ord skal mediestøtten forbeholdes de mediehuse, der er rige i forvejen. Det synes vi ikke om på hverken Kanal Frederikshavn eller andre netmedier, som må se konkurrerende traditionelle medier modtage millioner i støtte.

Målet med mødet på Fyn er at få sat overliggeren ned. Vi skal have gjort folketingspolitikerne opmærksomme på problematikken.

Den nye kulturminister, Uffe Elbæk, er heldigvis langt hen ad vejen enig. I Politiken lovede han for nylig at arbejde for, at selv helt små medier også skal have mulighed for at få støtte.

En af Uffe Elbæks første opgaver er netop at få omsat Dyremose- udvalgets nylige betænkning om omlægning af mediestøtten til lov. Og den ny kulturminister har heldigvis meget præcist sat fingeren på betænkningens stærkt diskriminerede udelukkelse af små digitale aviser.

Kanal Frederikshavn har én lønnet journalist. Som mange andre små lokale netaviser knokler vi - sammen med frivillige skribenter, som elsker deres lokalområde - for at servere nyheder, analyser, debat, web-tv og meget andet for borgerne i hele Frederikshavn Kommune.

Vi mener i al beskedenhed, at Kanal Frederikshavn med sine daglige 5.500-6.000 besøg er et vigtigt led i at sikre en sund demokratisk udvikling, hvor alle kan komme til orde.

For os er Frederikshavn "verdens navle". Vi er verdens eneste medie med hovedsæde i Frederikshavn. Det lyder poppet, men det betyder faktisk meget. Vi arbejder for at sikre en god debat og en høj grad af information om alle forhold i lokalområdet. Der skal være plads til alle.

Skal elektroniske medier have muligheder for at sikre også yderområderne en solid mediedækning, kræver det opbakning og forståelse. Udelukkes elektroniske nyhedsmedier som netaviser fra mediestøtte, som andre nyder godt af, er der i høj grad tale om ulige konkurrencevilkår.

Man kan også undre sig over sådan en udvikling i et moderne samfund, hvor netop elektroniske medier bruges mere og mere.

Så må vi hermed opfordre kulturministeren og politikerne til på god dansk demokratisk vis at bakke op også om de lokale netaviser som dem i Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Sæby, Skagen, Bornholm, Esbjerg, Kerteminde, Esbjerg, Randers og så videre.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...