Gå til hoved-indhold
18. oktober 2011 - kl. 13.10

Ni uger med gode oplevelser og aktiviteter

  • 1 af 2
    FOTO: Steen Jensen
  • 2 af 2
    Stidsholt fejrer 3. november 80 års fødselsdag.
Af: Steen Jensen

Da elever og personale på Stidsholt Nordjyllands Idrætsefterskole tog på efterårsferie, kunne de se tilbage på rigtig mange gode oplevelser og aktiviteter i de første ni skoleuger.

Stidsholt deltog fredag før efterårsferien i Skolernes Motionsdag med en triatlon sammensat af 250 m svømning, ca. 25 km cykling og 6 km løb.

Aftenen forinden kvalificerede skolens bedste U17-fodbolddrenge sig med en sejr på 2-1 over FfI på Frederikshavn Stadion til Mesterrækken i den kommende sæson. Tidligere på skoleåret har Stidsholts bedste U16-håndboldpiger kvalificeret sig til 2. division, hvor de efter to kampe har opnået en placering som nr. to med en uafgjort kamp mod Hjørring og med sejr over Frederikshavn.

Også på et andet område kan Stidsholt bryste sig af et flot resultat. Skolens køkken - som med slagtermester Klaus Kjærgaard i spidsen konstant arbejder hen imod at gøre skolens kost optimal til skolens mange idrætselever - opnåede ved Fødevarestyrelsens besøg 3. oktober endnu engang en Elitesmiley.

Når elever og personale efter efterårsferien vender tilbage til skolen, venter der mange oplevelser. Først og fremmest kan skolens badminton- og svømmeelever se frem til deltagelse i flere stævner.
I weekenden 29.-30. oktober er Stidsholt arrangør af Girlpower – et indefodboldstævne med overnatning på skolen for U13, U15 og U18 fodboldpiger.

Og torsdag 3. november kan Stidsholt fejre 80 års fødselsdag.
I første omgang fejres 80 års fødselsdagen om aftenen 3. november kl. 19-22 med åbent hus for alle interesserede med mulighed for rundvisning på skolen og en kop aftenkaffe. Senere på skoleåret, søndag 5. februar 2012, planlægger Stidsholt en mere ungdomsrelateret markering af skolens 80 års fødselsdag.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...