Nicolaj Holm (B) vil gøre Marianne Jelved følgeskab
Radikale Venstre i Nordjylland står til to mandater i Folketinget, hvis man skal tro de seneste ugers meningsmålinger. Partiet har oplevet en stor medlemstilvækst og står til mere end en fordobling af mandatantallet på Christiansborg. Frederikshavnkredsens folketingskandidat, Nicolaj Holm, håber, at han får stemmer nok til at gøre Marianne Jelved følgeskab.
- Det bliver efter alt at dømme få hundrede stemmer, der afgør, om det bliver mig eller en af partivennerne, der kommer i Folketinget. Vi har det stærkeste kandidatfelt i årevis, udtaler Nicolaj Holm til Kanal Frederikshavn.
Nicolaj Holm er ikke kun folketingskandiat. Han er formand for Radikale Venstre i hele Nordjylland, ligesom han sidder i partiets øverste Forretningsudvalg. Han er således med til at udstikke de overordnede linjer for partiet.
- Hvis frederikshavnerne og resten af Nordjylland stemmer mig i Folketinget, er det med at få arbejdshandskerne på. Vores landsdel oplever en række udfordringer i de kommende år, og det er vigtigt, at vi nordjyske folkeingsmedlemmer står sammen om at videreudvikle Nordjylland, mener Nicolaj Holm.
Senest ved Regionsvalget i 2005 opnåede Nicolaj Holm lige så mange stemmer som den nuværende "nummer to" efter Marianne Jelved, og der er således ikke langt til Folketinget for frederikshavnerkandidaten.
- Jeg vil bestemt gerne repræsentere Frederikshavn og resten af regionen i Folketinget, men det er jo helt op til vælgerne, forklarer Nicolaj Holm.
Nicolaj Holms store force i "kampen om stemmerne" er, at han nu er opstillet i Vendsyssel, opvokset i Himmerland, hvor han sad i byrådet og var formand for en større sportsklub, uddannet i Aalborg , hvor han sad i bestyrelsen for Aalborg Universitet, og hans familie kommer fra Thy, så han henter sandsynligvis stemmer fra hele Region Nordjylland.





































