Niende gang var lykkens gang for FfI - vandt 5-1
Lørdag lykkedes det endelig for FfI's bedste fodboldspillere at vinde en udekamp i Danmarksserien. Efter otte udekampe i træk uden sejr vandt FfI med hele 5-1 over Vorup. Sejren kom i hus efter årets hidtil bedste indsats.
Mike Kaljo, som scorede tre gange i de to klubbers indbyrdes møde i efteråret, tegnede sig for to fuldtræffere i Vorup. Det samme gjorde Thomas Sørensen. Peter Bregnhøj sendte læderet i netmaskerne én gang.
Der var debut til målmand Mads Grarup, der leverede en fin præstation mellem stængerne.
- Vi leverede, situationen taget i betragtning - en fremragende præstation. Kampene mod de direkte modstandere i bunden er svære, men vi viste rigtig flot fodbold. Kollektivet fungerede godt, og alle mand arbejdede benhårdt i hele kampen. Vi skaber vel noget nær 10 chancer, hvor vi scorede på fem af dem, sagde en glad cheftræner Jan Wrensted efter kampen.
De tre point betyder, at FfI er fem point fra fjerdesidstepladsen, som er ensbetydende med direkte nedrykning. Se stillingen her.
Der resterer fire runder i Danmarksserien, og her har FfI fordel af hjemmebane i tre af kampene. Lørdag 28. maj kommer Ringkøbing på besøg kl. 15.00.





































