Nordeuropas førende op-hugningsfacilitet i Fr.havn
Et nyt konsortium vil etablere Nordeuropas førende, mest effektive og miljørigtige ophugningsfacilitet på Frederikshavn Havn.
Gør det rigtige – for miljøet og for fremtiden! Med denne vision i rygsækken har et nyt konsortium startet en fælles rejse, der skal føre til etableringen af en specialbygget ”state of the art” facilitet for ophugning af skibe og offshore-installationer på Frederikshavn Havn.
Ophugning af skibe har foregået på Frederikshavn Havn siden 2003. Med den kommende havneudvidelse, som vil øge vandybden fra 8 til 11 meter og skabe yderligere 300.000 kvadratmeter bagland – er alle forudsætninger på plads for at etablere et specialbygget anlæg for miljørigtig ophugning af skibe og offshore platforme.
- Ophugning og genvinding er én af havnens fire strategiske forretningsområder. Vi ser et stort potentiale i genvindingsområdet og mener, at vi kan skabe de rette betingelser for genvindingsindustrien med den kommende udvidelse af havnen. Vi er meget glade for det nye konsortium, der skal hjælpe havnen med at opfylde visionerne for miljørigtig ophugning og genvinding, siger Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør hos Frederikshavn Havn.
På nuværende tidspunkt består konsortiet af følgende medlemmer:
Frederikshavn Havn, Litehauz ApS, Vorskla Steel Denmark A/S, Frederikshavn Kommune, Drytank.dk, Aalborg Universitet og MARCOD.
Konsortiet består af både offentlige og private virksomheder med erfaring inden for juridiske, miljømæssige og økonomiske aspekter vedrørende ophugning og genvinding.
- Konsortiet er åbent for nye medlemmer, der kan tilføre projektet kompetencer, og som ønsker at arbejde efter samme vision om miljørigtig ophugning af skibe og offshore platforme på havnen i Frederikshavn. Vi mener, at et bredt samarbejde mellem offentlige myndigheder og private virksomheder er den rigtige måde at opnå en moderne specialbygget ophugningsfacilitet i Frederikshavn, udtaler Mikkel Seedorff Sørensen
Ophugning af skibe og offshore-installationer er i stigende grad blevet genstand for miljømæssig opmærksomhed, regulering og krav om dokumentation. Internationalt blev IMOs Hongkong-konvention vedtaget i 2009, men denne er endnu ikke ratificeret. Regionalt har EU udstedt Regulativ 1257/2013 for at gennemføre Hongkong-konventionen, og det betyder, at EU-registrerede skibe skal ophugges i godkendte faciliteter. En liste over EU-godkendte faciliteter er derfor ved at blive udarbejdet i øjeblikket.
EU-regulativet, der tager udgangspunkt i en efterspørgsel på en ophugningskapacitet på 500.000 tons/år, forventes at træde i kraft mellem medio 2017 og ultimo 2018. Konsekvenserne heraf er et stort gab mellem den nuværende ophugningskapacitet og behovet for ophugning i EU.
Mange eksisterende ophugningsanlæg er konverterede skibsværfter og dokke, som ikke nødvendigvis er effektive eller rationelle i deres layout, processer, udstyr - eller med hensyn til miljømæssig bæredygtig håndtering af materialer. En specialbygget ophugningsfacilitet i Frederikshavn med alle nødvendige procedurer, godkendelser, dokumenterbart flow af materialer og en økonomisk bæredygtighed forventes derfor at tiltrække stor opmærksomhed og bane vejen for industrien.





































