Én medarbejder mister sit arbejde og tre flyttes til Hjørring.
Det bliver fremover ikke muligt at købe billet til toget mellem Skagen og Frederikshavn på Skagen Station. Nordjyske Jernbaner oplyser, at billetsalget lukker i begyndelsen af det nye år. Det sker, da billetsalget på stedet efterhånden er så lille, at det ikke kan betale sig at holde åbent.
- Vi sælger ikke ret meget til os selv, da mange benytter sig af at købe billetter via nettet eller Rejsekortet. Desuden kan man købe billet i toget, siger direktør Preben Vestergaard, Nordjyske Jernbaner, til TV2/Nord.
Selskabet må i den forbindelse afskedige en medarbejder. Yderligere tre medarbejdere hos Nordjyske Jernbaner må forlade Skagen, da fjernstyringen og styringen af sporskifterne og lyssignalerne på Skagensbanen og Hirtshalsbanen flytter til Hjørring.
- Det har ingen praktisk betydning. Funktionen kan i princippet varetages hvor som helst fra. De tre medarbejdere i Skagen har været isoleret fra den øvrige stab i Hjørring, og nu samler vi altså, siger Preben Vestergaard.