Gå til hoved-indhold
02. februar 2012 - kl. 01.02

NORDJYSKE: - Vi lukker ikke i Frederikshavn

  • 1 af 2
  • 2 af 2
    Der reduceres igen i antallet af skrivende journalister på redaktionen i Tordenskjoldsgade.
Af: Kanal Frederikshavn

Nordjyske Medier skærer igen ned på antallet af skrivende journalister på redaktionen i Frederikshavn. Redaktionschef afviser dog, at Aalborg-virksomheden har planer om at samle Vendsyssel-journalisterne på én redaktion i Hjørring.

Ifølge Kanal Frederikshavns oplysninger skal journalist Susie Skov, som i dag skriver de fleste artikler i Lokalavisen Frederikshavn, fremover redigere andre af Nordjyske Mediers ugeaviser. Den ledige stol som ansvarlig for Lokalavisen overtages af Tove Enevoldsen. Hun forsvinder dermed fra redaktionen, som først og fremmest skriver artikler i dagbladet.

Redaktionschef Inger Lise Kobber Jönsson afviser dog, at bemandingen i Frederikshavn reduceres.

- Ingen forlader stedet, og vi kommenterer ikke på, hvordan vi fordeler arbejdet, siger hun til Kanal Frederikshavn.

Nordjyske Medier valgte allerede for nogle år siden at samle alle redigerende journalister i Vendsyssel på redaktionen i Hjørring, og sidste år blev områderedaktør i Frederikshavn, Carl Christian Madsen, flyttet til Aalborg. Han blev ikke erstattet af en ny i Frederikshavn. I stedet blev Inger Lise Kobber Jönsson redaktionschef for både Hjørring og Frederikshavn.

Hun understreger dog, at Nordjyske Medier ikke har planer om at lukke redaktionen i Frederikshavn og i stedet samle alle journalister i Hjørring.

- Der er absolut ingen planer om at lukke ned i Frederikshavn, og det kommer der heller ikke, forsikrer Inger Lise Kobber Jönsson.

Nordjyske Medier fjerner også redaktionelle ressourcer fra de populære ugeaviser. De tre redaktører af ugeaviserne i Sæby, Skagen og Brønderslev skal fremover dække hinanden af ved ferier og sygdom. Det blev tidligere klaret af andre journalister i koncernen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...