Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
31.01.2011 | Af: Kanal Frederikshavn

Norsk skidestination styres fra kontor i Fr.havn

Nordmanden, der ville bygge en skibakke i Frederikshavn, ejede Destinasjon Gautefall. Skibakken kom aldrig, men nu er det en frederikshavner, som ejer og står i spidsen for udviklingen i Gautefall.

Norges 13. største skidestination, Gautefall, styres fra et kontor på anden sal i Danmarksgade i Frederikshavn. Her har tre medarbejdere ansvaret for den daglige administration og økonomi samt salg/booking til det danske marked.

 

Gautefall blev i 2005 overtaget af fem danskere, heriblandt frederikshavneren Jørgen "Peiter" Petersen. I dag er der kun to af de fem ejere tilbage, og det er Jørgen Petersen, der står i spidsen for udviklingen i Gautefall, som blot ligger et par timers kørsel fra både Larvik og Kristiansand, hvortil Color Lines to hurtigfærger sejler fra Hirtshals.

- Det fungerer fint med at drive Gautefall her fra Frederikshavn, da vi er tæt på både pengemænd og ejere. Selv om toget kører stærkt på investeringssiden, har vi hvert år haft sorte tal på bundlinjen, fortæller én af de tre medarbejdere i Frederikshavn, Claus Skrubbeltrang, som også er bestyrelsesmedlem i Destinasjon Gautefall.

Et kostbart anlæg til sneproduktion, køb af områder, hvor der er plads til 300 nye boenheder, et flot og stort servicecenter og senest en imponerende multiarena til skiskydning/langrend om vinteren og triatlon om sommeren er de dyreste investeringer.

Sidstnævnte blev indviet for et år siden. Multiarenaen er 14.000 kvadratmeter og kostede godt 30 millioner kroner. I 2011 afvikles både de norske juniormesterskaber i skyskydning og de norske mesterskaber i trialton i Gautefall.

- De to arrangementer sætter os på landkortet og viser, at der er noget at komme efter HELE året i Gautefall, mener Claus Skrubbeltrang.

Godt 80 procent af gæsterne om vinteren er fra Norge. Derefter er det danskerne, som fylder mest på de 17 løjper og i den nye terrænpark.

- Vi noterer en stigning i antallet af nordmænd, og det er et godt tegn, da de er vores mest kræsne kunder. De stiller store krav til forholdene, udtaler Claus Skrubbeltrang

I sommerhalvåret tiltrækker Gautefall også en del turister fra Holland, Tyskland og Danmark. De kommer for at nyde roen i en den smukke natur, fiske, vandre på fjeldet, køre mountainbike eller dyrke triatlon.

Sidder du nu tilbage med spørgsmålet: Hvorfor ejer Jørgen "Peiter" Petersen Destinasjon Gautefall? Jamen, så kommer historien her:

Der var engang en nordmand, som ville bygge en skibakke i Frederikshavn. Han hed Arild Buli. Han drev på det tidspunkt Destinasjon Gautefall og Norges største musikfestival, Quartfestivalen i Kristiansand. Arild Buli ønskede at skille sig af med Destinasjon Gautefall, og med Jørgen "Peiter" Petersen i spidsen endte Gautefall på danske hænder.

Kanal Frederikshavn har besøgt Gautefall for at undersøge, hvad stedet kan tilbyde en dansk familie med to voksne og tre børn. Læs senere i denne uge, hvad der kom ud det besøg.


 


BillederTilføj billede


FOTO: Gautefall

VideoerTilføj video

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til denne nyhed endnu. Skal du være den første?

Informationer til denne nyhed

Læst: 1347 gang(e)
Bedøm:
Afgiver din stemme
Rating: 5.0 af 5 fra 4 stemmer.
Klik på antallet af stjerne for at stemme
08-02 - Børnenes dom over Gautefall: Kjempe...
<- Tilbage

Flere nyheder





Indlæser nyheder