Norske specialskibe forstærkes i Fr.havn
Et stærkt, lokalt maritimt netværk er baggrunden for, at det norske rederi Siem Offshore har valgt en række frederikshavnske virksomheder til arbejdet med at ombygge rederiets serie af de såkaldte Anchor Handling Tug Supply Vessels. De to første skibe er allerede afleveret til rederiet, mens de næste to her i november ligger i dok i Frederikshavn for her at blive klargjort til sejlads i farvandet ud for Brasilien.
At denne opgave landede i Frederikshavn, hænger sammen med, at Vestergaard Marine Service A/S oprindeligt påtog sig opgaven med ombygning af skibenes dæk. Det foregik, mens medarbejderne fra Vestergaard Marine Service var med ombord på en sejlads fra Europa til Brasilien.
Men undervejs viste det sig, at der også var andre opgaver, der skulle udføres. Da udførelsen af disse opgaver krævede en dokning af skibene, faldt valget på Vestergaard Marine Services hjemby, Frederikshavn, hvor Orskov Yard A/S har sørget for dokning af skibene fra det norske rederi.
Vestergaard Marine Service har leveret og deltaget i monteringen af de helt specielle stålplader, som udgør dækket på AHTS-skibene. De oprindelige trædæk er høvlet af og erstattet med den samme type forstærkede stålplader, Raex 450, som Vestergaard Marine Service også tidligere har monteret på det danske krigsskib Absalon, der har været udsendt med det formål at bekæmpe pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn.
Siem Offshore-skibene skal dog ikke i krig, men er med de forstærkede dæk indrettet til sejlads med torpedoankre, som er en særlig type meget tunge ankre, der blandt andet bruges til at fortøje olieplatforme til undergrunden. Et torpedoanker vejer typisk mellem 120 og 150 tons og er mellem 10 og 15 meter højt, så det stiller nogle ganske særlige krav til håndteringsskibenes beskaffenhed.
- Der er gået 35 tons stål til hvert dæk med et areal på cirka 800 kvadratmeter, oplyser projektleder hos Vestergaard Marine Service, Palle Sørensen.
Vestergaard Marine Service har deltaget i arbejdet for Siem Offshore sammen med nabovirksomhederne Orskov Yard, Norisol og Scanel, der hver har haft deres specielle del af opgaven, som i alt har genereret flere hundrede arbejdstimer for de involverede virksomheder.
Svejsere fra Orskov Yard stod for monteringen af ståldækket, som kunne færdiggøres på kort tid, så de to første skibe, Siem Emerald og Siem Sapphire, allerede efter to uger i dok i Frederikshavn kunne afsejle mod Brasilien.
Orskov Yard har ligeledes stået for ombygning af undervandsskroget, som samtidig har fået opgraderet antifoulingsystemet, der skal beskytte skibenes bund mod begroninger, til tropiske forhold. Den nye type bundbeskyttelse betyder også, at skibene fremover er godkendt til fem års interval mellem dokningerne.
Scanel har monteret mere end 10 km kabel til navigeringsudstyr på hvert skib, og Norisol har som underleverandør sammen med Vestergaard Marine Service medvirket til arbejdet med de nye dæk, som blev påbegyndt allerede, mens skibene endnu lå i Norge, og fortsatte undervejs mod Frederikshavn.
Vestergaard Marine Service, der har specialiseret sig i reparation og montage af maskiner, gear og fremdrivningssystemer til skibe, har allerede i en årrække lavet motorarbejde for Siem Offshore.
- Kontrakten om klargøringen af AHTS-skibene åbner for nye muligheder i vores samarbejde med Siem Offshore, og det styrker os i vores strategi om til stadighed at være åbne for nye arbejdsområder og markeder. Og så er aftalen også et bevis på, at vi som et samlet netværk med forskellige ekspertiser indenfor det maritime område står stærkt her i Frederikshavn, siger direktør Morten Vestergaard fra Vestergaard Marine Service.
Siem Offshore er et ungt, norsk børsnoteret rederi i vækst. Den nuværende flåde består af 44 skibe, der med rederiets karakteristiske rød-hvide farver alle er udrustet til forskellige former for offshore service.
De to næste skibe fra det norske rederi, Siem Diamond og Siem Pearl, ligger nu i dok i Frederikshavn for at blive klargjort ligesom søsterskibene.






































