Gå til hoved-indhold
25. februar 2015 - kl. 08.02

Norske TESS åbner afdeling på Fr.havn Havn

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    General Manager Hilmar Buchholdt. - Vi ser store muligheder i Nordjylland, og vi glæder os rigtig meget til at rykke ind i vores nye topmoderne lokaler i Frederikshavn.
  • 4 af 4
    General Manager Hilmar Buchholdt. - Vi ser store muligheder i Nordjylland, og vi glæder os rigtig meget til at rykke ind i vores nye topmoderne lokaler i Frederikshavn.
Af: Kanal Frederikshavn

TESS, der producerer og servicerer bunkerslanger og fittings, lejer sig ind i de nyopførte lokaler hos Victor A/S på Frederikshavn Havn. TESS har valgt Frederikshavn Havn for dens internationale centrale beliggenhed og for at komme tættere på det maritime netværk med blandt andet offshore og fiskeindustrien.

For cirka et år siden begyndte norske TESS at se på en udvidelse af deres aktiviteter i Danmark, hvor de siden 2007 har haft afdeling i Esbjerg. Her producerer og servicerer 16 mand hydraulik- og bunkerslanger samt fittings til alle formål både on- og offshore.

Hilmar Buchholdt, general manager i TESS Esbjerg ApS, blev hurtigt begejstret for Frederikshavn Havn, som den danske ambassade i Norge gjorde ham opmærksom på.

- Når vi har besøgt potentielle kundeemner i Nordjylland, har vi tydeligt kunne mærke, at der virkelig er stor aktivitet på den moderne Frederikshavn Havn, som er et maritimt knudepunkt både for offshore og maritim service og tæt på fiskeriet i Skagen. Da vi samtidig blev bekendt med den kæmpe havneudvidelse i Frederikshavn, der alene i første step koster omkring 500 millioner kroner, var der slet ingen tvivl om, at vi skulle til Frederikshavn. Jo mere vi efterfølgende har arbejdet med det nordjyske, jo mere sikre er vi på, at vi gør det helt rigtige”, siger Hilmar Buchholdt.

TESS’ største marked er offshore olie & gas, men også det maritime område samt fiskeri og landbrug er aktuelle markeder. Målet med at etablere sig i Frederikshavn er at udvide kundeporteføljen i det nordjyske inden for disse segmenter.

TESS har tidligere udført opgaver på de to MÆRSK-rigge, som lå i Hirtshals Havn og har virksomheder som Orskov Yard og Victor A/S som kunder. Sidstnævnte kommer TESS til at dele adresse med i en nyopført hal på Frederikshavn Havn, hvor de får 400 kvadratmeter. TESS føler sig fantastisk modtaget i Frederikshavn og har fået hjælp til blandt andet fund af lokaler.

- Til vores første møde var der en delegation fra Frederikshavn Havn, Erhvervshus Nord, Invest in Denmark og Frederikshavn Kommune, som stod klar til at servicere os. De har holdt os i hånden helt fra starten og hjulpet os med lokaler, en beskrivelse af området, virksomhedsstrukturen og kundepotentialerne. Vi har fået al den hjælp, som vi kunne ønske, og vi føler os taget rigtig godt i mod, siger Hilmar Buchholdt.

Virksomheden skal i første omgang ansætte tre medarbejdere til den nye afdeling i Frederikshavn. Den ene ansatte ønsker TESS at finde gennem Arbejdsmarkedscentret, så en ledig person kan få et job i virksomheden. De større serieproduktioner kommer fortsat til at ligge i Esbjerg, mens det primært er service og vedligehold for lokale, nordjyske virksomheder, der er omdrejningspunktet i Frederikshavn.

Med etableringen af TESS står Frederikshavn endnu stærkere i det maritime verdensklasse setup, mener Niels Christensen, erhvervsdirektør Erhvervshus Nord:

- Vi er rigtig glade for, at TESS flytter ind på havnen og er med til at styrke kompetencerne i den maritime klynge, siger han.

Norske virksomheder har fået øjnene op for Frederikshavn Havn
TESS er den anden norske virksomhed, som flytter til Frederikshavn Havn inden for kort tid. For nylig er også KMT Genvinding ApS flyttet ind på havnen.

- I Frederikshavn og på havnen ligger det i vores DNA at gøre vores yderste for at byde nye virksomheder velkommen, samt fastholde de eksisterende. At vi for nylig har kunnet byde to norske virksomheder velkommen viser, at vores tilgang virker, og at Frederikshavn Havn er en betydelig erhvervshavn i vækst, som har fanget nordmændenes interesse, siger Torben Gregersen, projektdirektør på Frederikshavn Havn.

Hilmar Buchholdt glæder sig nu til, at den nye hal står klar til indflytning senest pr 1. juni 2015.

- Vi ser store muligheder i Nordjylland, og vi glæder os rigtig meget til at rykke ind i vores nye topmoderne lokaler i Frederikshavn. Det giver hos en helt central placering i forhold til aktiviteter i Hirtshals, Skagen, Frederikshavn og Aalborg, så vi ser frem til at servicere de nordjyske virksomheder endnu hurtigere, end vi kan i dag, siger Hilmar Buchholdt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...