Gå til hoved-indhold
22. oktober 2010 - kl. 11.10

Nu er Christine helt sikker: Jeg vil være læge

  • 1 af 4
    FOTO: Astrid Dahl Kock
  • 2 af 4
    FOTO: Astrid Dahl Kock
  • 3 af 4
    FOTO: Astrid Dahl Kock
  • 4 af 4
    Christine Høngaard Markussen: - Der er meget mere fokus på hygiejnen, end jeg troede. Eksempelvis måtte mit tøj ikke røre ved sengetøjet, når jeg skiftede det.
Af: Astrid Dahl Kock

Til daglig står der matematik, engelsk og dansk på Christine Høngaard Markussens skoleskema i 9. klasse på Ravnshøj Skole. Men i sidste uge var hun i erhvervspraktik som sygeplejerske på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn.

Hvorfor ville du gerne i praktik på sygehuset?

- Jeg vil gerne uddanne mig til læge, så det var et oplagt valg at komme i praktik på sygehuset. Jeg ville gerne se, hvordan det er at arbejde på sygehuset.

Er der noget, der er kommet bag på dig?

- Der er meget mere fokus på hygiejnen, end jeg troede. Eksempelvis måtte mit tøj ikke røre ved sengetøjet, når jeg skiftede det. Der bliver også gjort meget ud af kommunikationen mellem personalet, og jeg var overrasket over, hvor meget jeg selv fik lov til at lave. Jeg aflæste urinprøver, og en enkelt gang snakkede jeg med en patient alene. Det troede jeg ikke, at jeg måtte.

Hvorfor vil du gerne være læge?

- Jeg interesserer mig for kroppen og kan godt lide at lære om den i skolen. Jeg vil gerne hjælpe mennesker og snakke med patienter. Sammenholdet mellem personalet og det, at arbejdsdagene aldrig er ens, trækker også rigtig meget.

Hvad kan du bruge dit praktikforløb til?

- Jeg er blevet mere sikker på, at jeg vil være læge. Min mor er uddannet læge og har fortalt mig en masse om jobbet. Nu har jeg været hernede som sygeplejerske og kan bedre sammenligne de to uddannelser.

Hvad har været mest spændende at lave på sygehuset?

- Det er at snakke med patienterne. Det er meget spændende at høre om, hvad de har oplevet, hvad der skal ske med dem, og hvordan de har det med det.

Kan du anbefale sygehuset som praktikplads til andre elever?

- Ja, til dem, der overvejer at blive sygeplejerske eller læge. Det er virkelig et godt sted at være i praktik. Jeg gik aldrig rundt alene og kunne altid spørge, hvis der var noget, jeg ikke forstod. Alle var meget venlige, og der bliver taget hånd om praktikanterne hernede.

Artiklen er skrevet af Astrid Dahl Kock. Hun går i 9.b på Ravnshøj Skole, men har netop været i erhvervspraktik på Kanal Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...