Nu kan Ronni skrive Ironman på sit visitkort
Frederikshavneren Ronni Sørensen gennemførte søndag sin første Ironman. Han hoppede i bølgerne ud for Amager Strandpark kl. 7.55 og krydsede målstregen kl. 20.17. Dermed blev han noteret for en samlet tid på 12 timer og 22 minutter i Challenge Copenhagen.
En Ironman består af 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og 42,195 kilometer løb (maraton).
- Min første målsætning var en tid mellem 11 og 12 timer, men på grund af skinnebensbetændelse har jeg ikke løbetrænet de seneste par måneder. Efter omstændighederne er jeg derfor tilfreds med mit resultat, siger Ronni Sørensen til Kanal Frederikshavn.
Den manglende løbetræning betød, at han havde ondt i knæene, da han løb maraton, men han var aldrig i tvivl om, at han ville gennemføre sin første Ironman.
- Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, sætte et mål og opnå det. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at jeg skal deltage i endnu en Ironman næste år, udtaler Ronni Sørensen.
Ronni Sørensens mellemtider:
Svømning: 1.15,56
Skifte: 5,32
Cykling: 5.50,21
Skifte: 3,52
Løb: 5.06,41
Sluttid: 12.21,52.





































