Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
17.07.2017 | Af: Kanal Frederikshavn

Ny besøgsrekord på Sognefogedgården

Vidste du, at du kan nyde din medbragte mad eller kaffe på museet Sognefogedgårdens gårdsplads helt gratis, uden at du behøver at gå ind på museet? 

 

Her kan man sidde i den lokalhistoriske lille oase inde midt i byen og føle, man er kommet ind i en lille hyggelig Morten Korch-film, hvor høns og ænder render rundt mellem bordene, når museet er åbent.

Når der er åbent på museumsgården, er det muligt at købe is, kaffe og te eller handle lidt i museumsbutikken. Det koster dog 20 kroner at komme ind i stuehuset og laden, mens det er helt gratis at sidde ved bordene på gårdspladsen.

- Mange har fundet vej til vores lille oase her i Vestbyen. Der kommer ofte dagplejere, børnehaver og skoleklasser forbi, som har fundet ud af, at man gerne må komme forbi og bare spise sin madpakke, fortæller formanden for Sognefogedgårdens Venner, Anette Jørgensen.

Sidste år slog man publikumsrekord på det lille frivilligt drevne museum, og i år ligger man allerede meget langt over, hvad man gjorde sidste år på samme tid.

- Det glæder os meget, at folk har fundet vej til os og til vores unikke sommerudstilling, "De glemte landsbyer Øster og Vester Flade", hvor vi også har en del rundvisninger omkring gården og ned ad Hjørringvej. Loen har vi indrettet til en historisk beskrivelse af Hjørringvej, hvor der er udstillet flere billeder, som ikke har været vist før, oplyser Anette Jørgensen.

Der er stadig flere ture med byrundvisning, blandt andet 23. og 27. juli. samt 6., 17., og 27. august. Alle dage fra kl. 12, hvor man mødes på Sognefogedgården. Derefter er der rundvisning på gården og kaffe og kage.

- Vi går dog kun turen, hvis der er minimum fem deltagere, og man behøver ikke melde sig til, fortæller Anette Jørgensen.

Der er åbent hver torsdag og søndag kl. 12-16 til og med 31. august, og på gårdspladsen har de frivillige sat vaskebrættet og vaskeheksen frem, så alle, der kommer på gårdspladsen, når museet er åbent, helt gratis kan prøve, hvordan det var at vaske i gamle dage.

- Så tag børnebørnene med en tur ned ad "Memory Lane" og besøg museet Sognefogedgården her i ferien – stedet, hvor du kan se, hvordan man boede på en gård i Frederikshavn for 100 år siden på en levende og autentisk måde, lyder opfordringen fra Anette Jørgensen.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Anette Jørgensen

FOTO: Anette Jørgensen

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close