Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
23.09.2022 | Af: Michael Frederiksen

Ny bydel har vokseværk - rækkehuse er populære

Golfparken Frederikshavn er allerede i gang med at projektere endnu en etape med rækkehuse til udlejning.
Den store byggeaktivitet i Golfparken Frederikshavn fortsætter, selv om renten er steget markant. Bygmester Ulrik Bisgaard er ved at færdiggøre opførelsen af 15 nye rækkehuse til udlejning. De første familier flytter ind 1. december. 12 ud af 15 rækkehuse er allerede udlejet.

 

- Vi mærker generelt en stor interesse for leje af nye boliger og ikke mindst rækkehuse i Golfparken. Derfor er vi allerede i gang med at projektere endnu en etape med rækkehuse til udlejning. Ulrik Bisgaard skal også bygge de 17 rækkehuse i forlængelse af de 15 andre i Golflunden, fortæller direktør Otto Stavad, Golfparken Frederikshavn.

Første etape med rækkehuse rummede 27 boliger, 16 leje- og 11 ejerboliger. De blev lynhurtigt henholdsvis udlejet og solgt.

- Der er en god blanding af frederikshavnere og folk fra andre byer i og uden for Frederikshavn Kommune, som flytter ind i rækkehusene. Aldersmæssigt varierer det også meget fra børnefamilier til seniorer, fortæller Otto Stavad.

Han noterer med tilfredshed, at folk generelt er meget tilfredse med at bo i Golfparken, Frederikshavns nye bydel. Flere lejere i rækkehusene har enten købt grund eller planlægger at gøre det, fordi de er glade for området, blandt andet med Frederikshavns nyeste daginstitution, og ønsker at blive boende ved børnenes legekammerater.

- Det er desuden en stor styrke, at rækkehusene er bygget i en høj kvalitet – også når det handler om inventar og hårde hvidevarer. Selv om fjernvarmen er blevet dyrere i Frederikshavn, er energiforbruget fortsat relativt lavt i Golfparken. Det koster mellem 1000 og 1500 kroner om måneden, siger Otto Stavad.

Et fordoblet renteniveau kan selvfølgelig mærkes på salgskontoret, men Otto Stavad oplever dog stadig en pæn købelyst. Generelt er markedet i Frederikshavn mere stabilt end i storbyer som København, Aarhus, Odense og Aalborg.

- Alle er jo klar over, at det på et tidspunkt igen bliver billigere at bygge et nyt hus, og der har vi folk, som simpelthen vil være klar og stå forrest i køen. De har derfor sikret sig en grund og sørget for, at alle tilladelser i orden, siger Otto Stavad.

Halvdelen af de 23 grunde i Etape 6, der blev lavet færdig i sommer, er solgt. Etape 5, som stod færdig i sommeren 2020, er udsolgt. Det drejer sig om 18 grunde, og her er der nu huse på næsten alle grunde.

- Alt i alt er vi meget tilfredse, og på det seneste har vi også oplevet, at husene i Golfparken gensælges hurtigt. Vi har lige haft to huse, der blev solgt på under en uge. Det giver husejerne herude tryghed, mener Otto Stavad.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

 

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close