Ny filialdirektør brænder for udviklingen i Fr.havn
Med ansættelsen af Thomas Precht Levorsen som ny filialdirektør i Arbejdernes Landsbank får Frederikshavn og banken en mand, der virkelig brænder for byen og dens udvikling.
- Jeg synes, Frederikshavn er inde i en rigtig god udvikling, hvor vi fortsat skal tænke langsigtet i at udvide havnen, skabe attraktive uddannelsesinstitutioner og udnytte vores unikke beliggenhed til at vækste i den retning, der giver bedst mening. Lige nu lægger jeg en del af mine frivillige kræfter som forældre-formand for Dagtilbudsdistrikt Vest. For børnene er jo vores fremtid, siger Thomas Precht Levorsen, der selv har tre børn.
Den 39-årige familiefar er født og opvokset i Frederikshavn, men har ikke arbejdet i byen siden 2002, da turen gik til Aarhus, hvor hustruen Mie uddannede sig til cand.mag. på universitetet. Hun underviser nu på Frederikshavn Gymnasium i dansk og religion.
I 2009 flyttede parret tilbage til Frederikshavn og stiftede familie. Thomas fik herefter job som souschef i Danske Banks filial i Hjørring, hvor han de sidste fire år har været filialdirektør. Da jobbet som filialdirektør i Arbejdernes Landsbank i Frederikshavn blev ledigt, kun fem kilometer fra hans bopæl, slog han til.
- Jeg har et stort netværk i Frederikshavn, så jeg har aldrig rigtig sluppet byen. Jeg er stolt af den rejse mod højere kundetilfredshed og de forandringer, jeg har været med til i Danske Bank, men det er da med en vis ærefrygt, at jeg nu skal arbejde for at bevare Arbejdernes Landsbanks position som kundernes foretrukne bank de seneste ni år i træk. Jeg har altid set Arbejdernes Landsbank som en sympatisk bank med sunde værdier som ansvarlig og nærværende, der passer godt til mig. Nu kommer jeg med friske øjne og 19 års erhvervserfaring, og jeg vil gerne prøve at gøre banken mere synlig i byen, siger Thomas Precht Levorsen.
Det er muligt, at der bliver lidt bedre tid til familie og fritid, nu hvor han slipper for den daglige køretur til Hjørring. Aktiviteter mangler familien i hvert fald ikke: Thomas spiller fodbold i serie 5 for FfI "Legends", hvor spillerne er i 30’erne og 40’erne. Han spiller også floorball med hustruens kolleger på gymnasiet, og børnene på otte og fem år dyrker basketball, parkour og gymnastik, mens den yngste på et år foreløbig nøjes med dagpleje. Thomas er også netop valgt ind i bestyrelsen for FfI Fodbold. Og så er der alt det andet:
- Vi sidder næsten aldrig hjemme i weekenden. Vi bakker meget gerne op om de ting, der sker i byen og lokalområdet, om det så er Høstdage på Knivholt, julemarkeder, Skovens Dag og så videre, siger han.
Alle i byen er meget velkomne til at hilse på Thomas Precht Levorsen og kollegerne i Arbejdernes Landsbank, der inviterer til reception torsdag 26. april kl. 15-17. Her kan man også sige farvel til afgående filialdirektør Bent Fick, der er skiftet til et job som kunderådgiver i Hjørring.





































