Ny fodboldsejr til FfI - lørdag gælder det Skagen
FfI's JS-hold i fodbold leverede tirsdag aften en indsats under middel, men vandt alligevel med 1-0 over oprykkerne fra Løgstør takket være Carsten Reinerts mål midtvejs i anden halvleg.
Med sejren går FfI ind til lokalopgøret mod Skagen på lørdag med en god portion selvtillid i truppen. FfI har maksimumpoint efter to hjemmesejre på fire dage.
Man skulle en halv time ind i kampen, før der endelig skete noget. Mike Kaljo var særdeles tæt på, men hans glimrende frispark blev flot reddet af gæsternes keeper.
Løgstør havde ikke alverden i første halvleg. FfI's offside-fælde klappede, og derfor havde linjedommeren travlt med at vinke Løgstør offside. En enkelt gang måtte Carsten Reinert dog redde bolden på stregen.
Kort før pausen måtte anfører Mike Petersen lade sig udskifte grundet en fiberskade. Ind kom Mikael Jensen, der gjorde en god figur i den resterende del af kampen.
I pausen måtte en influenzaramt Mike Kaljo også gå ud. Ind kom Daniel Andersen, som spillede en udmærket andenhalvleg.
I det 60. minut kom forløsningen. Rune Sønderby spillede Jacob Hørbye i dybden, hvorefter FfI's altid hårdtarbejdende 8’er forsøgte sig med et skud udefra. Skuddet blev blokeret, men bolden endte ved Carsten Reinert, som sparkede på kassen. Heldigvis bliver bolden rettet af og så kunne de godt 100 tilskuere se bolden ryge i nettet bag en chanceløs Løgstør-målmand.
1-0 til FfI - og Reinerts første scoring på FfI's bedste hold.
Løgstør havde kampens sidste chance på frispark, men Kenneth Isaksen fik lige lappen på og guidede kuglen over overlæggeren.
- På en dag under vanlig standard lykkedes det alligevel at få alle tre point. Der er ingen tvivl om, at hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om en sejr i Skagen på lørdag. så skal indsatsen være markant bedre, siger FfI's træner, Peter Jakobsen.
Kampinfo:
FfI - Løgstør 1-0 (0-0)
FfI's hold:
Kenneth Isaksen - Theis Vad, Jacob Hørbye, Carsten Reinert, Steffen Jensen - Rune Sønderby (77: Rasmus Wrensted, genindskiftet), Mike Petersen (42: Mikael Jensen), Rasmus Wrensted (60: Janus Friis), Mike Kaljo (45: Daniel Andersen) - Kasper Møller & Brian Jensen (82: Mike Kaljo, genindskiftet).
Gule kort: F.f.I. Daniel Andersen (65.)
Tilskuere: 100
Kampens spiller: Carsten Reinert med seks stemmer. Også Jacob Hørbye og Kenneth Isaksen kan noteres for gode indsatser.
Næste kamp: Lørdag 22. august spilles det særdeles spændende lokalopgør mod Skagen. Kampen spilles på Spar Nord Arena (Skagen Stadion) med kampstart klokken 16.00





































