Gå til hoved-indhold
29. januar 2018 - kl. 14.01

Ny formand imødeser mange udfordringer

  • 1 af 4
    FOTO: Michael Pennerup
  • 2 af 4
    FOTO: Michael Pennerup
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Forsyning A/S og koncernens syv datterselskaber har i januar holdt ekstraordinære generalforsamlinger med henblik på valg af medlemmer til bestyrelser.

Byrådet, der er generalforsamling for Frederikshavn Forsyning A/S, har valgt byrådsmedlem Jens Hedegaard Kristensen (S) som formand samt byrådsmedlem Flemming Rasmussen (DF) som næstformand.

Derudover var der genvalg af tidligere Elsam-direktør Peter Høstgaard-Jensen og Peter Bak Frigaard, der er institutleder ved Institut for Byggeri og anlæg ved Aalborg Universitet. Alle er valgt for en fire-årig periode.

Disse fire medlemmer er desuden valgt til bestyrelserne for datterselskaberne.

Som medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen for Frederikshavn Forsyning A/S blev Jan Karlsson og Ole Hansen valgt i foråret 2016 - også her gælder valget for fire år. De to medarbejderrepræsentanter indgår også som bestyrelsesmedlemmer i datterselskaberne.

I de nye bestyrelser for Frederikshavn Vand A/S og Frederikshavn Spildevand A/S er formand for Frederikshavn Boligforening, Bjarne Walentin, og Yvonne Nordahn, Sæby, indtrådt som forbrugerrepræsentanter efter forbrugervalget, der fandt sted i efteråret 2017.

Det er en erfaren mand, der igen sidder i spidsen for Forsyningens bestyrelser. Jens Hedegaard Kristensen har været en del af det øverste beslutningsorgan helt tilbage i de Kommunale Værkers tid og videre over i selskabsdannelsen af koncernen Frederikshavn Forsyning 1994-2010.

- Jeg glæder mig og ser frem til et godt samarbejde i de nye bestyrelser. Der bliver mange udfordringer i den kommende periode, og jeg håber, at vi til bestyrelsesmøderne får nogle gode debatter i forbindelse med vores beslutninger. Beslutninger, der kan påvirke alle de kunder, der hver eneste dag aftager en eller flere af vores forsyningsarter, udtaler Jens Hedegaard.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...