Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
10.08.2022 | Af: Kanal Frederikshavn

Ny hjemmeside inspirerer til lokale naturoplevelser

Få inspiration og endnu mere viden om de fantastiske naturperler, der omgiver os i Frederikshavn kommune. Vil du vide, hvor der er gode shelterpladser, mountainbikespor, vandrestier eller kunne du tænke dig at deltage i et eller flere af årets naturarrangementer, så klik ind på kommunens nye naturhjemmeside.

 

Uanset om man er til sand mellem tæerne, en dukkert på stranden, vandretur i bakkerne, svampejagt under bøgetræerne eller vil gå på opdagelse i den vilde klithede, så er der rig mulighed for det i Danmarks nordligste kommune.

Og mangler du inspiration til din og familiens næste naturoplevelse, så er der nu hjælp at hente. Frederikshavn Kommune er klar med en ny hjemmeside, der skal inspirere borgere og gæster til aktiviteter og oplevelser i den fantastiske og meget alsidige natur, vi har i Frederikshavn kommune. Et slaraffenland af grønne, gratis oplevelser, der bare venter på at blive udforsket.

- Naturoplevelserne står i kø overalt i vores kommune, og med den nye hjemmeside håber vi, at endnu flere får øjnene op for alt det, man kan opleve i den. Vi er rige på natur her hos os, og der er naturområder, som ikke findes særlig mange andre steder. Det vil vi gerne gøre endnu mere synligt for borgere og gæster, siger Karsten Thomsen, formand for Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune.

På den nye hjemmeside kan man finde alt fra beskrivelser af unikke naturområder, strande, skove, biodiversitetsprojekter – til forskellige guides til friluftsliv med shelterpladser, vandrestier, cykelruter, ridestier, fiskeri, aktiviteter ved kysten samt til årets naturarrangementer og kurser med naturvejlederen.

Førhen var meget af informationen samlet i fysiske foldere, men nu er alle informationerne digitalt tilgængelige på hjemmesiden. Her kan man også læse om kommunens deltagelse i Miljøministeriets dyst "Danmarks VILDESTE Kommune" - og de projekter, der er sat i værk for at styrke biodiversiteten og passe godt på naturen.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close