Ny livsstilsbutik åbner torsdag: SØNDERGAARD F
Torsdag 27. juni slår Tina Søndergaard Frederiksen dørene op til en ny livsstilsbutik i gågaden i Frederikshavn. SØNDERGAARD F åbner ved siden af Buddy Holly og med 2takt Café & Brasserie som genbo. Åbningen fejres med kagetapas, smagsprøver og 20 procent på alle i forvejen ikke nedsatte varer.
SØNDERGAARD F forhandler lækre produkter og brands som blandt andet RUE de FEMME, Pernille Corydon, Lakrids by Bülow, Nordal, Ro Collection, Amust, Nicolas Vahé, Tiffany, Meraki, Ofelia, 2Have, C'est Bon med mere. Dertil kommer et spændende udvalg af vin, gin, rom og whisky samt ikke mindst egenproducerede stearinlys fra Kertehuset Lillelys.
- Det er en mangeårig drøm, som nu går i opfyldelse. Jeg glæder mig så meget, at jeg holder åbent hver dag i sommerperioden. Jeg er godt klar over, at butikkerne i Frederikshavn som udgangspunkt har lukket søndag, men indtil midt i august prøver jeg at holde åbent. Det bør vi gøre, når der er mennesker i byen, mener Tina Søndergaard Frederiksen.
SØNDERGAARD F sælger tøj til kvinder, smykker, sko, tasker, brugskunst og specialiteter.
- Jeg kommer til at satse meget på gavekurve, hvor indholdet målrettes til modtageren. Det kan være til den nybagte student, værtinden, fødselaren, kollegaen, jubilaren og så videre. Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg også kan lave en lækker gavekurv til mænd. Jeg lægger vægt på at forhandle kvalitetsvarer, og det vil man hurtigt kunne fornemme, når man køber en gavekurv i butikken, lover Tina Søndergaard Frederiksen.
Hun er 50 år og har hele sit liv arbejdet på kontor. Nu springer hun ud som butiksindehaver. SØNDERGAARD F holder åbningssalg (20 procent på alle i forvejen ikke nedsatte varer) fra torsdag 27. til søndag 30. juni. Her er åbningstiderne udvidet fra kl. 10-19 (torsdag-fredag) og 10-16 (lørdag-søndag).
SØNDERGAARD F har - ligesom Kertehuset Lillelys, der har ligget i lokalerne de seneste tre år - eget lysstøberi i butikken, hvor der støbes lys til den store guldmedalje. Her er det Tina Søndergaard Frederiksens plan at skrue op for antallet af aktiviteter. Det kan være en hyggelig pigeaften, polterabend eller lysstøbning for børn med mere.














































