Ny målmand til White Hawks - farvel til Pisar
Frederikshavn White Hawks har lavet en to-årig kontrakt med en af Danmarks mest talentfulde målmænd. Frederik Andersen skifter fra Herning til Frederikshavn, som til gengæld siger farvel til Lubomir Pisar.
Frederik Andersen er et af de største målmandstalenter i Danmark og er i øjeblikket med det danske landshold til A-VM i Schweiz.
I december var Frederik førstemålmand på det danske U20-landshold, som deltog ved B-VM i Aalborg.
Den nye White Hawks-målmand har i den netop afsluttede sæson i flere kampe for Herning vist sit store potentiale.
Frederik Andersen skal sammen med Dennis Aaby være White Hawks' målmandsduo i den kommende sæson i AL Bank Ligaen. Det betyder, at Lubomir Pisar forlader Frederikshavn.
- Vi vil i den kommende sæson have stor fokus på unge danske talenter og kontrakten med Frederik Andersen er et synligt bevis på dette. De unge danske talenter skal udvikles gennem spilletid i AL Bank ligaen, ikke kun på målmandssiden. Der vil være mange unge talenter fra egne rækker inde omkring truppen til den kommende sæson, så der bliver kamp om pladserne, siger direktør Mogens Andersen, Elite Nord Frederikshavn A/S, selskabet bag White Hawks.





































