Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
19.09.2019 | Af: Michael Frederiksen

Ny maritim gymnasielinje på vej i Frederikshavn

Frederikshavn Gymnasium og MARTEC søger Undervisningsministeriet om at oprette en fireårig Maritim STX i Frederikshavn fra skoleåret 2020/2021.

 

Forretningsudvalget i Region Nordjylland har netop drøftet ansøgningen, og udvalget indstiller til Regionsrådet, at der oprettes en Maritim STX i Frederikshavn.

I forbindelse med ansøgninger af denne karakter skal Regionsrådet høres særligt med henblik på den geografiske dækning af uddannelsesudbuddene. 

Imod Martim STX taler blandt andet, at målgruppen af de unge uddannelsessøgende bliver færre fremover. Det betyder, at særligt de mindre, almene gymnasier allerede nu fattes elever, og søgningen til STX vil falde mere i Nordjylland end i resten af landet.

Frederikshavn Gymnasium vurderer dog, at 80-90 procent af de studerende ikke vil komme fra Nordjylland, men blive tiltrukket af uddannelsen fra de øvrige regioner.

En maritim studentereksamen vil desuden styrke rekrutteringsgrundlaget for de nordjyske maritime virksomheder. Det maritime erhverv i Nordjylland er vigtig for både regionen og for Det blå Danmark. Erhvervet bidrager til vækst, målt både i forhold til produktion, værditilvækst og beskæftigelse

Frederikshavn Gymnasium og MARTEC har de seneste 20 år udbudt en treårig HF Søfart, som kombinerer en almindelig HF med et et-årigt maritimt forløb.

I uddannelsen indgår et togt med skoleskibet Danmark. Gymnasiet står for HF-delen, mens MARTEC står for den maritime del. HF Søfart giver direkte adgang til de maritime uddannelser "skibsfører" og "maskinmester" på professionsbachelorniveau.

Der er p.t. 56 elever tilknyttet HF Søfart. Målet er i første omgang at oprette en STX-klasse,

Formålet med at udbyde en Maritim STX er at rekruttere til det blå Danmark, idet flere af skolernes elever fortsætter på de videregående uddannelser som maskinmester eller styrmand.

Frederikshavn Gymnasium skal indhente udtalelser fra Hjørring Gymnasium & HF, Dronninglund Gymnasium og EUC Nord. Sidstnævnte er meget positiv over for Maritim STX. Det gør sig ikke gældende med de to andre gymnasier.  De mener, at der er "påviselige fejl i ansøgningsproceduren fra Frederikshavn

Gymnasium og MARTECs side." Derfor kan de ikke imødekomme ønsket om en hastebehandling i de respektive bestyrelser.

 

BillederTilføj billede

Der er desværre ingen fotos/videoklip til denne nyhed.

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close