Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.04.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Ny Peter Have-bog om mord, narko og afpresning

Torsdag 19. april er der mulighed for at møde Peter Have på VICTOR i Frederikshavn.
Søndag 15. april udkommer Peter Have Jensen med "Imperiet", som er en business-thriller og andet bind i Janus la Cour-trilogien.


 

Efter at have fungeret som revisor i mange i år i BDO i Frederikshavn debuterede Peter Have Jensen i januar 2018 med "Grand Cru-klubben" med den ambitiøse målsætning, at det skulle være det først bind i en trilogi.

- Trilogiens formål er at give et virkelighedsnært og indsigtsfuld billede af det miljø, som findes i krydsfeltet mellem den danske adel, en særlig del af forretnings- og finansverden og så det københavnske jetset. Omdrejningspunktet er de evigt gyldige drivkræfter bag menneskets handlinger: Penge, magt og sex, udtaler Peter Have Jensen.

I "Imperiet" er Janus la Cour, stjerneadvokaten fra det nordsjællandske whiskybælte, igen involveret i en række spektakulære erhvervssager for sine prominente og stenrige klienter fra Grand Gru-klubben. Sager, hvori der indgår mord, narkohandel, afpresning og økonomisk kriminalitet på højt plan.

Men ikke nok med det. Hans kollega, juniorpartneren i advokatfirmaet Camilla Nedergaard, fortsætter sit materialistiske og på alle måder ekstreme liv i overhalingsbanen blandt det københavnske jetset, men kan det fortsætte, uden at det på et tidspunkt får konsekvenser?

Vennen, den flamboyante finansmand Carsten Rosenkranz, er tilbage i topform og i gang med en stor virksomhedshandel, samtidig med at han er optændt af et indædt had til medlemmerne af Grand Cru-klubben. Han har derfor udtænkt en djævelsk plan som en grusom hævn for de ydmygelser, klubben tidligere har udsat ham for.

Endelig har Janus la Cour overtalt barndomskammeraten -elitesoldaten Thor Jensen - til at assistere med at løse en opgave for Beauty Store-koncernens datterselskab i Thailand, hvor der sker voldsomme og mystiske ting, som kræver en mand med ganske særlige kvalifikationer at håndtere...

Udgivelsen følges op med deltagelse i et arrangement på Galleri og Café VICTOR torsdag 19. april kl. 19.00, hvor han blandt andet vil fortælle om tilblivelsen af Janus la Cour-trilogien. Billetter kan købes i caféen inden og inkluderer kaffe og kage.

Tredje bind i trilogien - "Hellerup Ugen" – udkommer til juli.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Privat

FOTO: Privat

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close