Knivholts forvalter, Olav B. Madsen, gjorde selv en god handel, da han besøgte glaskunster Pia Bæk fra Sæby.
Weekendens julemarked på Knivholt blev besøgt af over 8.000 mennesker, hvilket er ny rekord. Sådan lyder vurderingen fra Olav B. Madsen, forvalter på Knivholt, der regner med, at han først får armene helt ned i løbet af mandag.
- Det er helt fantastisk. Lørdag kom der pludselig en busfuld med norske turister, og vi havde også svenske gæster heroppe. Jeg har allerede aftalt med Ole Hust fra Danhostel Frederikshavn City, at vi næste år skal gøre en indsats for at skaffe endnu flere svenskere hertil. Vores marked har mange ting, som svenskerne ikke er vant til, mener Olav B. Madsen.
Han konstaterer med glæde, at mange af de besøgende kommer med barne- og klapvogne. Netop familierne er han glad for at se på Knivholt, for det er et sikkert tegn på, at Jul på Knivholt har udviklet sig til en tradition, som selv ikke lørdagens elendige vejr fik lov til at ødelægge.
Der var 72 boder på årets julemarked. Det er også ny rekord.
- Jeg har en venteliste med folk, som gerne vil have en stand her, og vi vil forsøge at skabe plads til endnu flere stande næste år. Det har jeg allerede nogle idéer til, siger Olav B. Madsen, som desuden med tilfredshed noterer, at kvaliteten bliver ved med at stige - også når det gælder standene.
Hvad med at udvide markedet med endnu en weekend?
- De tre herregårde i kommunen - Sæbygaard, Bangsbo og Knivholt - har en aftale om, at vi fordeler weekenderne imellem os. Det synes jeg, at vi skal blive ved.
En af årets store nyheder var julemodeshowet, som fandt sted i den store lade, hvor også juletræssalget foregår.
- Det gik rigtigt fint. Jeg er sikker på, at modeshowet vender tilbage næste år, oplyser Hanne Enevolsen fra Knivholt, som selv stod for tilrettelæggelsen af modeshowet, der havde deltagelse af følgende butikker: Knud E., Bianco, Sportmaster, Beebob Hairstudio, Zugar og Wagner/Bonnesen.
Weekendens eneste irritationsmoment på Knivholt var de mange biler, som sad fast i mudderet, da de skulle køre hjem igen, men folk var heldigvis søde til at hjælpe hinanden.