Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
13.05.2019 | Af: Kanal Frederikshavn

Ny stor ordre til VMS Group i Frederikshavn

Det nye generatorsæt er både designet og opbygget af danske VMS Group. Noget af det, der især bemærkes, er den markante bundramme med dobbeltophæng, der sikrer et meget lavt vibrationsniveau. Foto: eframe.dk
Den maritime servicevirksomhed VMS Group A/S i Frederikshavn har aftalt levering af yderligere fire generatorsæt til det amerikanske ekspeditionsrederi Lindblad Expeditions.

 

Præcis et år efter indgåelsen af den første aftale om levering af generatorsæt bestående af GE Transportations marinemotorer har VMS Group i Frederikshavn fået yderligere en ordre på levering af fire specialdesignede generatorsæt til det andet fartøj i ekspeditionsrederiet Lindblad Expeditions polarflåde.

GE Transportation-motorerne L250 og V250 lever op til de skrappe miljøkrav i regelsættene EPA Tier 4 og IMO Tier III uden brug af SCR-efterbehandlingssystem (Selective Catalytic Reduction) eller brugen af kemikaliet urea om bord. Motorerne består af et opgraderet kontrolsystem, HP Common Rail brændstofsystem, to-trins turbolader og avanceret recirkulation af udstødningsgas (EGR).

Kombinationen af ingen SCR-efterbehandling, ingen doserings- og overvågningsudstyr eller urea-tanke sparer op til 75 procent plads ombord på fartøjet og dermed også alle de udgifter, der er forbundet med indkøb, installation samt vedligeholdelse af dette ekstra udstyr.

Den avancerede teknologi bag denne type motor byder på en bred vifte af fordelagtige funktioner, herunder reducerede emissioner af NOx og sodpartikler uden brug af urea. Dertil kommer en imponerende driftssikkerhed. Det specielle design, som VMS Group selv står bag, med dobbelt elastisk montering giver en betydelig reduktion af alle vibrationer.

Med ordren har VMS Group konsolideret sig som leverandør af totalløsninger til en krævende og kvalitetsbevidst branche.

Den første motorordre til Lindblad Expeditions er netop blevet leveret i foråret 2019, mens den nyeste ordre er planlagt til levering i foråret 2020. Udover salget af motoren står VMS Group for at opbygge og designe hele generatorsættet, herunder såvel design af bundrammer som de tekniske beregninger af vibrationer og støjniveauer samt montage og idriftsættelse ombord på det nye ekspeditionsskib.

Skibet, der endnu er unavngivet, bliver det tiende i Lindblad-flåden og bygges på det norske Ulstein Værft.

- VMS Group har igennem flere år udført fremragende og pålidelig service på vores fartøjer, og nu har de bevist, at de også kan levere en samlet motorløsning, siger Chris Foong, underdirektør for Fleet Operations hos Lindblad Expeditions.

Både støj og vibrationer er dæmpet betydeligt i det nye generatorsæt-design, der leveres af VMS Group. Dette er ikke uden betydning for et rederi, der tilbyder sine gæster at komme helt tæt på dyrelivet, blandt andet i havene omkring Antarktis.

- Ikke mindst de store krav til reduktion af støj og vibrationer stiller nogle særlige krav til designet. Her kommer synergien i vores mange kompetencer virkelig i spil, og de erfarne folk i vores engineering-afdeling har arbejdet hårdt for at finde frem til den mest optimale løsning, siger Kim Rasmussen, salgsdirektør i VMS Group og fortsætter:

- Det faktum, at denne motor opfylder de strenge krav til reduktion af NOx og sodpartikler, der er fastsat af EPA Tier 4 og IMO Tier III, er et vigtigt kriterium for Lindblad Expeditions i deres valg af motoren fra GE Transportation.

- Vi er stolte af at samarbejde med VMS Group om at forsyne Lindblad Expedition-flåden med motorkraft, siger Tammy Gromacki, direktør for Marine, Stationary, and Drill hos GE Transportation.

- Det er virkelig imponerende, hvad VMS Group har præsteret i udviklingen og designet af disse generatorsæt. De er optimeret på en måde, der minimerer både støj og vibration i højere grad end i vores standard setup, og det kan helt klart tiltrække selv de mest krævende projekter.

For VMS Group betyder ordren også et betydeligt kompetenceløft, idet virksomheden nu kan føje en specialisering i denne motortype til CV’et. Samtidig trækkes der i udførelsen på alle husets kompetencer, der spænder lige fra salg over projektering, design og ingeniørtjenester som de tekniske beregninger af vibrationer og støjniveau til selve samlingen og installationen af de nye generatorsæt.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Presse

FOTO: eframe.dk

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close