Mobil version Gør Kanal Frederikshavn til min startside
 
12.01.2018 | Af: Kanal Frederikshavn

Nyborg Slot køber håndlavede Sæby-tagsten

Se video i bunden af artiklen. Foto: Christian Henriksen, TV2 Nord
Volstrup Teglværk har i disse uger travlt med at producere 11.500 tagsten og 200 skotrendesten til Nyborg Slot, som renoveres for 351 millioner kroner. Det oplyser TV2 Nord.


 

På Volstrup Teglværk ved Sæby kan de noget helt specielt. Teglværket har i mere end 50 år lavet teglsten i hånden, som man gjorde det tilbage i tiden.

- Vi er de eneste i Danmark, der gør det på den klassiske måde, fortæller salgskonsulent Jens Lydolph-Nielsen fra Monier, som Volstrup Teglværk er en del af.

Nyborg Slot er et gammelt kongeslot der blev opført omkring år 1170.

- Det er en fredet bygning, vi arbejder med, og det stiller nogle krav til de materialer, vi skal bruge til istandsættelse og restaurering af slottet, siger restaureringsarkitekt Mette Viuf Larsen.

Teglværket i Volstrup er det eneste i Danmark, der udfører så store specialopgaver, som folkene bag restaureringen af Nyborg Slot efterspørger. Derfor var der ingen tvivl om, at ordren skulle gå til det nordjyske teglværk.

- Det er fantastisk at se de her gutter lave et håndværk, som er fuldstændig uforligneligt, siger projektchef Mads Falbe-Hansen fra Slots- og Kulturstyrelsen, som torsdag var i Nordjylland for at se nærmere på de tagsten, der snart er klar til at blive sendt til Nyborg.

Der er fire håndstrygere ansat på Volstrup Teglværk, og i løbet af en arbejdsdag får de omkring 300 teglsten fra hånden. Lyden af maskiner kan tydeligt høres fra håndstrygernes arbejdsområde, fordi teglværket ved Sæby producerer hver dag tusindvis af tegnsten med maskiner.

De håndstrøgne tagsten er dog en vigtig nicheproduktion, som det nordjyske teglværk ønsker at fortsætte.

- Der findes ikke ret mange slotte, vi ikke har været blandet ind i restaureringen af. Efterspørgslen efter håndlavede, danske teglsten er der konstant, siger Jens Lydolph-Nielsen til TV2 Nord.

 

BillederTilføj billede


FOTO: Christian Henriksen, TV2 Nord

 

Kommentarer

Del denne artikel

Flere nyheder





Indlæser nyheder
Close