Gå til hoved-indhold
05. december 2018 - kl. 16.12

Nyt datacenter skal give billigere varme i Sæby

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Datacentret skal ligge på hjørnet af grunden over mod Sæby Fiskeindustri. Foto: Christian Henriksen, TV2 Nord
Af: Kanal Frederikshavn

Et samarbejde mellem Sæby Varmeværk og ECO-Locaxion om opførslen af et nyt datacenter på 4.500 kvadratmeter ved varmeværket skal give varmeforbrugerne billigere og CO2-fri opvarmning. 

Endnu er der kun en græsmark på Sølystvej 12, som ligger tæt ved Sæby Varmeværk. Det er her, at der skal bygges et datacenter på den 100 x 100 meter store grund.

Datacentret bliver på 4.500 kvadratmeter, og det er et samarbejde mellem Sæby Varmeværk og ECO-Locaxion. Samarbejdet betyder, at Sæby Varmeværk leverer køling til datacentret, mens datacentret afgiver overskudsvarme til varmeværket.

- En god udnyttelse af kølingen og varmesiden vil på sigte betyde, at vi kan bibeholde en god varmepris i Sæby, og en god varmepris har stor betydning for husene og byens udvikling, siger driftsleder Pouli Rugholt, Sæby Varmeværk, til TV2 Nord.

Plan og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune godkendte tirsdag en dispensation fra lokalplanen. Det betyder, at planerne for opførelsen af datacentret nu kan gå videre, selv om Peter E. Nielsen (C) stemte imod projektet på grund af den væsentlige afvigelse i byggeprocenten.

Planen er, at første spadestik til byggeriet tages til foråret.

- Sådan et datacenter her vil give vækst. Udover mine egne 20-25 arbejdspladser vil det give overnatninger, da der vil være kunder, som kommer til fra nær og fjern, siger Gitte Jensen, direktør i ECO-Locaxion, til TV2 Nord.

Datacentret skal tiltrække både danske og internationale virksomheder til området. Her kan virksomhederne placerer deres data-servere, og det er energien til at drive de store serverer, som giver den overskudsvarme, som varmeværket kan udnytte.

- IT-branchen får skyld for at bruge en masse energi. Her får vi mulighed for at reducere energiforbruget og udnytte nogle ting, som gør, at vi kan være med til at understøtte de kommende klimamål, siger Gitte Jensen.

Når datacentret er fuldt udbygget vil det kunne levere varme til halvdelen af Sæby Varmeværks 3.500 kunder.

Det er første gang, at et datacenter og et varmeværk samarbejder om at udnytte overskudsenergi fra hinandens produktioner.

- Vi har sat os ned ved bordet og fundet løsninger, så vi får det optimale ud af at samarbejde. Det kan også lade sig gøre andre steder, men man skal ville det og bruge krafter på at få det til at lykkes, siger Pouli Rugholt.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...