FC Outlaws U17-drenge førte 4-0 i finalen, men måtte ud i forlænget spilletid, inden DM-guldet havnede i Frederikshavn.
Weekenden bød på endnu et dansk mesterskab til FC Outlaws. I lighed med sidste weekends drama i Arena Nord, hvor FC Outlaws U19 blev danske mestre efter et sandt drama i finalen mod Bulldogs FK, blev FC Outlaws U17-hold danske mestre efter en forrygende finale mod Benløse FC i Ringsted.
FC Outlaws havde kvalificeret sig til finalen ved at vinde over Copenhagen FC i semifinalen med 4-2, mens Benløse havde elimineret Bulldogs FK efter omspil og straffeslag.
I finalen bragte FC Outlaws sig foran 2-0 i første periode. Denne føring blev udbygget til 4-0, inden Benløse vågnede op til dåd. To reduceringer i anden periode skabte optimisme hos hjemmeholdet, som pressede hårdt på i tredje periode for at bringe balance i stillingen. Og med to minutter tilbage kom det udlignende mål til 4-4. Et nyt drama var under opsejling.
Omspillet til først scorede mål fik en dramatisk optakt. Ét minut inde i omspillet trak en Benløse det røde kort for en hård tackling på en Outlaws-spiller. Dette giver samtidig en fem minutters undertalssituation, og her viste FC Outlaws sig skarp og godt tre minutter inde i overtiden scorede de til det afgørende mål.
Det er første gang, at FC Outlaws har vundet mesterskabet i disse ungdomsrækker. Mange af spillerne deltager også på herreligaholdet og har derigennem fået en masse erfaring. Og med en dygtig ungdomstræner i Ronny Knoph – også spiller på ligaholdet – var der skabt forhåbninger om endelig at kunne overtage dominansen i de to ungdomsrækker.