Nyt EUC-kursus med fokus på it og digitalisering
EUC Nord udbyder snart et nyt kursus, som skal gøre medarbejdere i industrien bedre til at håndtere it og digitalisering.
AMU-kurset hedder "Intro til digitalisering - produktionsmedarbejdere" og varer fem dage.
Kurset er med til at styrke danske produktionsvirksomheders mulighed for at udnytte it og digitalisering.
- Det er helt afgørende, at danske produktionsvirksomheder er i top, når det gælder it og digitalisering. Det er et af de vigtigste parametre, når vi taler konkurrencedygtighed i forhold til andre lande. Derfor er det meget positivt, at en af vores lokale skoler bakker op og udbyder kurset, siger Per Kristiansen, produktionschef på Fynbo Foods A/S.
På kurset lærer deltagerne blandt andet at bruge digitale enheder som tablet, terminaler og operatørenheder som naturlige værktøjer i produktionen. Desuden er der fokus på, hvordan produktionsdata bliver opsamlet, lagret og anvendt.
- Det nye AMU-kursus for produktionsmedarbejdere har stor værdi for de af vores medlemmer, som arbejder eller gerne vil arbejde i industrien. Det giver en grundlæggende viden om arbejdet med it og digitalisering og kan også skabe grundlag for, at den enkelte dygtiggør sig med flere kurser inden for området eller måske endda en hel erhvervsuddannelse, siger Finn Jenne, formand for 3F Frederikshavn.
AMU-kurset er udviklet af Industriens Uddannelser og kan findes på portalen amukurs.dk, hvor der blandt andet står, hvornår kurset starter på EUC Nord.
Find mere information om kurset og tilmeld dig på amukurs.dk, eller på EUC Nords hjemmeside, eucnord.dk.





































