Nyt hospice nu - og lad boligforening bygge det
Hospicebyggeriet i Frederikshavn er skudt til hjørnespark. De hidtidige byggeplaner er droppet, og bestyrelsen for Hospice Vendsyssel arbejder med nye alternativer. Region Nordjylland har besluttet selv at bygge, hvis der ikke er nogen afklaring til nytår.
- Nu skal Hospice i Frederikshavn i gang med nybyggeri! Derfor skal der tænkes i nye baner siger Finn Jakobsen, der er regionsrådskandidat for Venstre.
Han understreger, at både regionen og kommunen allerede nu benytter sig af, at boligforeninger kan bygge ældrecentre og institutioner.
- Jeg har selv været med til sammen med en boligforening at bygge både institutionen Hobitten i Sæby og flere store ombygninger af ældrecentre. Senest er en boligforening i gang med at bygge Sundhedshus i Aalborg. Alle er meget tilfredse med den konstruktion hvor boligforeningen ejer og driver bygningerne og lejer dem ud til brugeren, understreger Finn Jakobsen.
Han foreslår, at Hospicebestyrelsen – eller Regionsrådet - straks indleder forhandlinger med boligforeninger om opførelse af nyt Hospice.
Regionsrådet har godkendt, at der bygges i Frederikshavn til seks beboere.
-Jeg ønsker sammen med hele Venstre, at der straks bygges til 12 beboere. Med 12 beboere vil driftsudgifterne reduceres væsentligt, - så meget, at man får seks yderligere pladser for, hvad 2 pladser koster andre steder. Og det kommer således både brugere og kommuner til gavn, mener Venstre-politikeren.






































