Nyt stort sportsevent kommer til Frederikshavn
Frederikshavn bliver værtsby for endnu et stort sportsarrangement. Frederikshavn Badminton Klub (FBK) er blevet tilbudt at afvikle landsmesterskaber (LM) for ungdom (fra U9 til U19).
Går det, som FBK håber, skal der lørdag 29. januar og søndag 30. januar 2022 spilles badminton i 20 haller. I givet fald kommer LM også til andre byer i kommunen, blandt andet Sæby, Elling, Strandby og Ravnshøj.
- Vores håb er, at vi lokker 1400 deltagere herop og mindst 500 trænere, ledere og forældre. Mange deltagere kommer til at bo på skoler, men vi ved fra andre byer, der har arrangeret LM, at hoteller og sommerhuse også kommer til at mærke, at det vrimler med badmintonspillere, siger bestyrelsesmedlem Christian Thode fra FBK, som er tovholder.
Frederikshavn Kommune støtter arrangementet med 110.000 kroner. Pengene skal blandt andet gå til at betale udgifter til halleje, buskørsel og markedsføring. Det har et enigt Økonomiudvalg besluttet.
Badminton Danmark har tilbudt FBK at arrangere LM de næste tre år 2022, 2023 og 2024. LM er hvert år placeret i slutningen af januar i uge 4.
- Vi har som udgangspunkt sagt ja til alle tre år, men vi har muligheden for at springe fra efter første år, hvis arrangementet ikke lever op til vores forventninger, eller arbejdet er for stort, fortæller Christian Thode.
Der skal spilles cirka 2500 kampe. FBK forventer at få hjælp fra blandt andet samarbejdsklubberne i Vendsyssel Elite Badminton, Skagen og Hjørring, samt Sæby. Klubberne bakkes op af DGI og Badminton Nordjylland. Der skal bruges 150 frivillige i løbet af weekenden.
Arena Nord bliver sammen med FBK arrangør af en aftenfest for alle deltagere og frivillige med "Natminton" på programmet.





































