Preben Kristensen og Maria Lucia optræder i Det Musiske Hus sammen med Prinsens Musikkorps.
Mandag 18. januar kl. 19.30 byder Det Musiske Hus i Frederikshavn på nytårskoncert med Prinsens Musikkorps med Maria Lucia og Preben Kristensen.
I 2010 bliver skuespilleren, entertaineren og sangeren Preben Kristensens første opgave en stor nytårsturné med Prinsens Musikkorps fra Skive.
- Og det glæder jeg mig helt vildt til, fortæller Preben Kristensen, der senest har fejret store triumfer som Fantomet i Det Ny Teaters opsætning af The Phantom of the Opera, som hidtil er set af mere end 575.000 publikummer.
Det er ikke første gang Preben Kristensen arbejder sammen med Prinsens Musikkorps. For nogle år siden var han med ved enkelte af orkestrets nytårskoncerter. Det er til gengæld første gang, at Preben Kristensen skal medvirke i samtlige nytårskoncerter – 12 i alt – og det ser han frem til.
- Det er altid dejligt at kunne spille en forestilling/koncertrække over en længere periode. Det giver en ro og en sikkerhed, som kommer såvel os på scenen som publikum til gode, fortæller Preben Kristensen, der som lille dreng var glad for alt med træ og håndværk og i en alder af kun 16 år faktisk blev uddannet som snedker!
Med sig på scenen ved nytårskoncerterne har Preben Kristensen den unge, fremadstormende skuespiller og sangerinde, Maria Lucia. Hun vandt i 2003 TV2-programmet Popstars og har siden skabt sig en stor karriere på teatret og som sanger. Senest har hun fejret store triumfer i Østre Gasværk Teaters opsætning af Elsk mig i nat. Hun har også en hovedrolle i Lyset over Skagen på sit cv.
- Jeg mødte Prinsens Musikkorps første gang sidste år – til en stor udendørs-koncert: En søndag på Mors. Jeg blev meget begejstret for orkestret og glæder mig helt utroligt til at skulle på nytårsturné sammen med dem og Preben Kristensen. Jeg er sikker på, at det bliver en fantastisk oplevelse – både for os og for publikum, siger Maria Lucia.
Prinsens Musikkorps har i de senere år markeret sig som et af landets bedste orkestre. Genremæssigt magter de det hele, og når det gælder nytårskoncerterne er de i absolut topform. Den store nytårskoncert- turné bliver i år dirigeret af Prinsens Musikkorps nye chefdirigent, Jesper Juul, der ved siden af jobbet som chefdirigent bestrider stillingen som solobasunist i DR Radiosymfoniorkestret.